Efter en længere periode med usikkerhed om økonomien har EH Aalborg nu fået nyt mod på fremtiden. Vi er stolte af at kunne præsentere 3F Aalborg/LO Aalborg som ny hovedsponsor i klubben. Samtidig træder Arbejdernes Landsbank til som topsponsor.
– Vi har gennem hele sæsonen arbejdet hårdt på at få en ny hovedsponsor ind. Det er lykkedes nu, og med aftalen med LO Aalborg/3F Aalborg håber vi på ny luft i arbejdet med at knytte endnu flere sponsorer og samarbejdspartnere til, siger manager Morten Secher fra EH Aalborg.
LO, 3F og Arbejdernes Landsbank er langt fra nye aktører og entusiaster inden for nordjysk elitesport og talentudvikling. LO Aalborg er allerede hovedsponsor for vores talentudvikling i ungdomsafdelingen. Fagforeningerne dækker bredt og står for noget af det sammenhold og lokal forankring, som også er grundsten i vores klub, og derfor glæder vi os over, at de støtter op om at vores projekt skal lykkes.
– Selvfølgelig gør vi det. I 3F Aalborg synes vi det er vigtigt at bakke op om både elite- og breddeidræt i vores område. Og naturligvis skal Aalborg have et kvindehåndboldhold på topplan, siger formand for 3F Aalborg, Allan Busk, som bliver suppleret af LO formand, Anna Kirsten Olesen:
– Det er vigtigt at Aalborg er på håndboldens Danmarkskort på kvindesiden. Men vi ved også, at konkurrencen om sponsorkronerne er hård, og at EH Aalborg står efter byens herrehold i forskellige sportsgrene i sponsorkøen. Derfor vil vi meget gerne være med til at hjælpe klubben, siger hun.
Sideløbende arbejdet med at få tilknyttet LO og 3F som ny hovedsponsor er der blevet iværksat en række tiltag som skal bidrage til arbejdet om at nå i mål med budgettet for denne sæson.
– Med aftalen med LO/3F håber vi nu at kunne nå det mål meget snart, så vi kan komme i gang med at kigge nærmere på EH Aalborgs fremtid på den lange bane, siger Morten Secher.
Derfor bliver sponsorer og erhvervsnetværk indkaldt til informationsmøde i nærmeste fremtid, hvor vi håber på opbakning til at nå helt i mål med denne sæsons økonomi og hvor fremtiden – herunder særligt sæsonen 2020/2021 – skal drøftes. Med ro på økonomien og gode samarbejdspartnere kan vi skabe et godt og solidt fundament for EH Aalborg og Nordjyllands ligahold.
For yderligere oplysninger:
Morten Secher, manager EH Aalborg, 28 74 39 97
Allan Busk, formand 3F Aalborg 21 21 40 58
Anna Kirsten Olesen, formand LO Aalborg 25 20 09 09
(På billedet fra venstre: EH Aalborg Bestyrelses næstformand Simon Aagaard, LO Formand Anna Kirsten Olesen, Formand 3F Aalborg Allan Busk, EH Aalborg Bestyrelsesmedlem Rene Jensen)