Temaet for årets store, nationale Naturvidenskabsfestival er ”Helt vildt”. I den sidste uge i september udforsker tusindvis af skoleelever over hele Danmark den vilde natur. På Sct. Mariæ Skole skal eleverne bl.a. bygge insekthoteller, der passer til de forskellige arter og gå på opdagelse i skolens vilde have.
Skal man blive klogere på, hvad biodiversitet egentlig er, er der kun én vej frem: Man må ud i naturen med alle sanser. Når årets Naturvidenskabsfestival løber af stablen, skal 0. og 1. klasse på Sct. Mariæ Skole først en tur i skoven og samle mos bark, kvist mm., som næsten hele skolens elever i løbet af ugen skal bruge til at bygge insekthoteller i deres egen vilde have. Det er en gammel hospicehave, de overtog for et par år siden, da de købte skolens nabobygning.
”Det er helt vildt, at vi som byskole har en have, og ret vildt at vi først nu efter corona er ved at få øjnene op for muligheden for at bruge haven til bevidst at fremme elevernes nysgerrighed overfor naturen. Derfor skal vi bruge ugen til at gøre den endnu mere spændende at lære om dyrs og planters forskellighed i, siger lærer Majken Grünfeld.
Viden og handlekraft
I alt deltager omkring 130.000 børn og unge over hele Danmark i den store, nationale Naturvidenskabsfestival under temaet ”Helt vildt”. I uge 39 arbejder eleverne i tusindvis af forskellige varianter og projekter med både den vilde og den tæmmede natur og undersøger, hvordan vi mennesker påvirker miljøet lokalt og globalt.
”Alle taler om natur, biodiversitet og bæredygtighed. Men uden viden og handlekraft hos den enkelte helt ned i børnehøjde, dør det hele hurtigt ud igen. Her får eleverne alle sanser i spil, når de arbejder fysisk med naturens elementer. På den måde oplever de, at naturfag kan bruges til at påvirke deres egen hverdag og skabe forandringer,” siger projektleder for den nationale Naturvidenskabsfestival, Ea Eskildsen.
I år kommer Naturvidenskabsfestival i høj grad til at bidrage til et grønnere, vildere og mere insektvenligt Danmark. Så godt som alle deltagere i Naturvidenskabsfestival har nemlig lige som Sct. Mariæ Skole valgt at følge temaet ”Helt vildt”.
Hvert år er festivalen en fejring af naturfagene helt ned i detaljen, samtidig med at eleverne får følelsen af at være med i noget større. Det er en uge med højt til himlen, hvor der bliver sat spot på naturfagene på nye, overraskende måder.
”For eleverne kan Naturvidenskabsfestival være en øjenåbner for naturens betydning for menneskets overlevelse og omvendt, men også for, hvad naturfag kan bruges til. For lærerne er det en chance for at hente inspiration til nye måder at undervise i naturfag på, og for forældrene – tja, måske kommer der et glad barn hjem fra skole med snavsede gummistøvler på”, siger Ea Eskildsen.
Sct. Mariæ Skole har fået 15.000 kr. af Poul Due Jensens Fond til at købe materialer til festen for. Årets store fejring af naturvidenskaben og dens muligheder foregår fra d. 27. september til d. 1. oktober og arrangeres af Astra – det nationale naturfagscenter, der bistår skolerne med undervisningsforløb, materialer og inspiration. Festivalen er 100 procent fond-finansieret.