Nødpasning for dagtilbud etableret i Aalborg Kommune
Nødpasningen er nu klar til de forældre, der arbejder i særlige kritiske funktioner. Der er lagt vægt på at skabe en tryg løsning for børn og forældre.
Aalborg Kommunes dagplejere, daginstitutioner og fritidscentre holder lukket fra mandag den 16. marts 2020 og 14 dage frem. Lukningen sker på som følge af udviklingen af coronavirus (COVID-19), og myndighedernes kamp for at bremse smittespredningen.
Nødpasning til forældre i kritiske funktioner
Der er etableret nødpasning for de forældre, hvor begge forældre varetager kritiske funktioner i den offentlige eller private sektor, eller som – på trods af myndighedernes opfordring til at holde børn hjemme – ikke har andre pasningsmuligheder.
Nødpasningen vil som udgangspunkt foregå i barnets sædvanlige dagpleje, daginstitution og fritidscenter, så det undgås at samle børnene i større grupper. Personalet bliver samtidig tilpasset i forhold til antallet af fremmødte børn.
Der kan være enkelte undtagelser, hvor der ikke kan modtages børn. I disse tilfælde vil forældrene få direkte besked.
“Det er lykkedes os at holde åbent de fleste steder, hvor børnene er vant til at komme. Det giver tryghed for både børn og forældre. Samtidig sikrer vi, at der ikke er for mange samlet på ét sted i tråd med myndighedernes anbefalinger”, udtaler leder Hans Chr. Mariegaard, Børne- og Familieafdelingen.
Forældrebetaling
Ifølge Børne- og undervisningsministeren vil der blive lagt op til, at der ikke vil være tilbagebetaling af det tilskud, forældrene giver for at have deres barn i dagtilbud. Regeringen vil melde yderligere ud inden udgangen af fredag den 13. marts.
Fakta om nødpasning:
- Normalt er der 10.000 børn i Aalborg Kommunes dagtilbud fordelt på 150 daginstitutioner og 670 dagplejere.
- Nødpasningen omfatter 324 børn fordelt på 92 daginstitutioner og 50 dagplejere. Det betyder i gennemsnit 3-4 børn pr. institution og 1 barn pr. dagplejer.
Kilde: Aalborg Kommune