For at gøre det mere attraktivt at skifte til en elbil investerer Norlys yderligere 1 milliard kroner i ladeløsningerne. Andelsselskabet vil have mange flere private ladebokse ud til danskerne og sænker derfor prisen markant.
Norlys investerer yderligere 1 milliard kroner i ladeløsninger til elbillisterne. Allerede i 2022 meldte energi- og telekoncernen ud, at den investerer 1 milliard kroner i offentlige ladestandere. Nu er turen kommet til ladebokse hos private elbilejere, mens også boligforeninger og erhverv vil få glæde af investeringen.
Med tilbuddet giver vi vores andelshavere – og snart også vores kunder i hele Danmark – en så stor rabat på leje af ladeboksen, at det bliver svært ikke at vælge elbilen til. Det er vores bidrag til at få flere elbiler på gaden og forsat understøtte den grønne omstilling, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.
Investeringen betyder, at tusindvis af private elbilister kan se frem til en markant rabat på leje af en ladeboks fra Norlys. Elbilejere i hele landet kan få glæde af tilbuddet, og i første omgang begynder Norlys udrulningen af tilbuddet til de 800.000 andelshavere, som ejer Norlys.
Som andelsejet selskab er det naturligt for os at begynde hos vores andelshavere – præcis som vi gjorde med fiberudrulningen. Derfor giver vi nu som de første vores 800.000 andelshavere adgang til en mærkbar rabat, siger Mads Brøgger.
Helt konkret betyder investeringen, at Norlys giver privatkunderne en månedlig rabat på leje af ladeboksen på 120 kroner. Dermed koster det 79 kroner om måneden at leje en ladeboks fra Norlys. Rabatten gælder alle Norlys’ 800.000 andelshavere, der samtidig er elkunder i Norlys.
Er man allerede kunde hos Norlys med en lejet ladeboks og berettiget til tilbuddet, sætter Norlys automatisk prisen ned.
Kilde: Norlys