En donation fra Det Obelske Familiefond har gjort det muligt at markere 10-års jubilæet for Nordkraft Big Band på ekstra festlig vis. Fejringen indebærer blandt andet en stor koncert i et nyt samarbejde med Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus samt et helt nyt musikalsk værk.
Når Nordkraft Big Band i år fejrer 10-års jubilæum, går det ikke stille for sig. Bandet opnår nemlig nye musikalske højder i et samarbejde med Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus, som udover en stor koncert også indebærer et helt nyt værk for bigbandet og symfoniorkesteret.
Det sker på baggrund af en donation fra Det Obelske Familiefond på 50.000 kroner:
”Det er vores ønske, at det høje musikalske niveau i Nordjylland bliver synliggjort og eksponeret overfor nationale og internationale publikummer og på den måde trækker folk til regionen. Derfor er vi glade for at kunne støtte Nordkraft Big Band med 50.000 kroner til jubilæumskoncerten og -samarbejderne”, siger direktør hos Det Obelske Familiefond, Michael Bjørn Nellemann.
Et helt nyt værk
Til jubilæumskoncerten i Musikkens Hus vil publikum blive præsenteret for musik i grænselandet mellem bigbandets jazzmusik og symfoniorkestrets klassiske verden. Derudover bliver koncerten åbnet med et helt nyt værk, der er skrevet specielt til Nordkraft Big Band og Aalborg Symfoniorkester.
Ouverturen bliver komponeret af den prisvindende musiker Peter Jensen, som er trombonist og musikalsk leder i Tivoli og tidligere dirigent i DR Bigband. Både værket og samarbejdet vækker stor begejstring blandt musikerne:
”Det er første gang, vi samarbejder med Aalborg Symfoniorkester, og vi ser meget frem til at fremføre værket af Peter Jensen med så stort et orkester, som samarbejdet med symfoniorkestret udgør”, siger Peter Lund Paulsen, der er trommeslager og manager for Nordkraft Big Band.
Han tilføjer desuden, at donationen er altafgørende for projektet:
”Uden donationsmidlerne var det ganske enkelt ikke muligt at indgå et sådant samarbejde og give publikum den her oplevelse. Vi vil jo også gerne lave noget, der ikke er set i Danmark endnu, så det er ekstra interessant for folk at komme til. Forhåbentlig kan vi overraske publikum positivt med den store orkesterlyd, de kommer til at opleve”, siger han.
Koncerten i Musikkens Hus finder sted den 7. maj 2020.
Kilde: Det Obelske Familiefond