Byrådet i Aalborg Kommune har netop godkendt de nye anvisningskriterier for AKU-Aalborg. Afstandskriteriet fjernes med virkning fra 1. juli 2021, så unge der bor i Aalborg og Region Nordjylland bliver sidestillet med ansøgere fra hele landet, når de opretter en ansøgning fra den dato.
Hos AKU-Aalborg, der anviser kollegie- og ungdomsboliger i Aalborg, er det positivt, at unge fra Nordjylland nu får de samme muligheder for bolig, som unge fra resten af landet.
“Nu får alle vores ansøgere lige muligheder for at søge en af vores attraktive boliger, uanset om de bor i Brøndby eller Brønderslev, siger Jane Munk Knudsen, der er leder af AKU-Aalborg. Hun opfordrer samtidig unge, der planlægger at gå i gang med uddannelse efter sommerferie, til at blive skrevet op til en bolig nu.
Baggrunden for at det nu er blevet muligt at sidestille alle ansøgere uanset, hvor de kommer fra, er, at Aalborg Kommune gennem de sidste 10-15 år har prioriteret at opføre flere ungdomsboliger. Netop boligmuligheder er et vigtigt parameter for unges valg af uddannelsesby, og der er med de mange nye ungdomsboliger nu skabt balance mellem udbud og efterspørgsel.
“Vi vil gerne være uddannelsesby for alle. Derfor er det vigtigt for os at kunne tilbyde lokale og regionale unge muligheden for et fællesskab med andre unge. Vi har et bredt udvalg af studieboliger, ventelisterne er korte, og det er muligt at flytte ind seks måneder før, man begynder på uddannelsen og blive boende seks måneder efter endt uddannelse. Det giver trygge rammer for et godt studieliv,” siger Jane Munk Knudsen.
Fakta om AKU-Aalborg
- AKU-Aalborg står for: Anvisning af Kollegie- og Ungdomsboliger i Aalborg, og er en forening, der varetager samarbejdet mellem de almene boligorganisationer, selvejende ungdomsboliginstitutioner, støttede private ungdomsboliginstitutioner og Aalborg Kommune om fælles anvisning af ungdomsboliger.
- Boligerne kan søges af studerende, lærlinge og elever samt alle som følger en godkendt uddannelse, herunder folkeskole, gymnasium, SU-givende uddannelser
- AKU-Aalborg har i øjeblikket ca. 8000 kollegie- og ungdomsboliger beliggende i Aalborg Kommune, som kan søges af unge uddannelsessøgende.
- Det er gratis at blive skrevet op via AKU-Aalborgs hjemmeside: www.aku-aalborg.dk
|