Tirsdag d. 28. januar kl. 8 besøger det nordjyske folketingsmedlem Anne Honoré Østergaard (V) Handelsgymnasiet Aalborg og de to elever Lærke Møller Bornæs og Anne-Sofie Bredahl Frederiksen. De to elever er i mod regeringens forslag om et 3000-kroners loft på studieture, og har i den forbindelse lavet en underskriftsindsamling, der allerede efter få dage havde nået 600 underskrifter.
Anne Honoré Østergaard udtaler: ”Det er dejligt at se, at ungdommen igen tager ansvar og konkret handling, når regeringen vil begrænse deres uddannelser. Lærke og Anne-Sofie gør det med saglige argumenter, som jeg gerne vil være med til at skabe opmærksomhed omkring.”
De to elever mener, at regeringens forslag vil have store konsekvenser for netop deres uddannelse og elevernes generelle dannelse:
”Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om et loft for egenbetaling på 3.000 kr. til studieture vil uden tvivl betyde en forringelse af vores uddannelse. Det internationale udsyn vil blive snævret ind til vores nærmeste nabolande og kulturforståelsen vil mindskes.” Siger Lærke Møller Bornæs
”Verden er blevet mindre og et internationalt indblik er vigtigt. På Handelsgymnasiet Aalborg er FN’s 17 verdensmål i centrum og netop verdensborgerskab er et centralt fokus hos os. Gennemføres forslaget vil vores indblik i verden omkring os uden tvivl blive mindre.” Siger Anne-Sofie Bredahl.
Anne Honoré Østergaard er glad for elevernes initiativ og er i høj grad enige med deres synspunkt: ”Jeg synes grundlæggende ikke, at staten skal detailstyre vores ungdomsuddannelser. Jeg tror på, at de enkelte uddannelsesinstitutioner har det bedste indblik i deres elevers behov og muligheder, og derfor tror jeg også på, at de selvstændigt kan sætte passende beløbsgrænser for studieture. Der skal være plads til forskellighed, fordybning og kulturel indsigt på vores uddannelser. Derfor skal vi fra Christiansborg ikke lave regler, der forhindrer at en international linje kan komme længere væk end til et af vores nabolande.” siger Anne Honoré Østergaard.
Det nordjyske folketingsmedlem har aftalt at mødes med de to elever for at tale om konsekvenserne ved regeringens forslag samt deres motivation for at starte underskriftsindsamlingen.
Underskriftsindsamlingen kan findes her: https://www.skrivunder.net/skriv_under_pa_at_loftet_for_egenbetaling_ved_studieture_skal_haves_og_at_internationale_linjer_ikke_skal_vare_indbefattet_af_den_eventuelle_nye_lov