Promillen var over 0,5, da en 20-årig mand blev standset til et rutinetjek i Nørresundby fredag den 17. april kl. 02:15.
Grundet mistanke til påvirket kørsel blev han instrueret i at deltage i en alko- og narkometertest.
Begge tests gav udslag for, at manden var påvirket.
Grundet hans ulovlige promille under kørsel og hans positive test for narkokørsel blev manden sigtet og anholdt for spirituskørsel og narkokørsel.
Hvad er straffen for spritkørsel og kørsel under påvirkning af stoffer?
Bliver du stoppet af politiet, vil du få følgende straf, hvis det er første gang, at du bliver taget for spirituskørsel:
Vi antager, at du tjener 30.000 kr. om måneden (brutto), og bliver taget med en promille på 0,93. Du får ca. 13.000 kr. i bøde. Du får også frakendt kørekortet betinget. Det betyder, at du skal bestå en ny teori- og køreprøve inden for 6 måneder. Dumper du til en af prøverne, skal du aflevere kørekortet og får det først tilbage, når du har bestået begge prøver.
Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme, som hvis du kørte spirituskørsel med 1,21 promille.
Du får frakendt dit kørekort i 3 år og får en bøde.
Både ved spritkørsel og kørsel med stoffer i blodet skal du desuden bestå en ny teori- og køreprøve og gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer og koster 3.200 kr.
Bliver du taget flere gange med ulovlige stoffer og/eller alkohol i blodet, stiger straffen.
Kilde: Politiet