Topkokke dyster på osteretter
Danske oste er i centrum, når ni af landets dygtigste kokke konkurrerer om at lave ’Danmarks bedste osteret 2020’
Den ene er vild med den klassiske Havarti fra supermarkedet, den anden tænder på at finde nye, danske nicheoste. Det er baggrunden for to af de ni deltagende danske topkokke, som mødes i dag søndag den 20. september i konkurrencen ’Danmarks bedste osteret’, arrangeret af Mejeriforeningens kampagne, Ost & ko.
Havartielskeren er thailandsk fødte Gridsada ’Kid’ Khamhomkul. Sammen med sit hold fra Restaurant Nam i Aalborg laver han en is på luksusudgaven af Havarti: Gammelknas fra Arla Unika. Isen serveres med havtorn, kokos-bingsu og khao ton mat – klisterris lavet på endnu mere Gammelknas og kondenseret mælk.
”Desserten bygger på en favorit fra det filippinske gadekøkken. Som en restaurant med rødder i Asien, hvor ost ikke er særlig kendt, vil vi gerne vise, hvor langt man kan skubbe noget så dansk som ost ind i en ny sammenhæng,” siger Gridsada ’Kid’ Khamhomkul.
Han fortæller videre, at retten, der har været på Nams menukort i et stykke tid, falder i gæsternes smag.
”Det er selvfølgelig dejligt. Jeg bruger Gammelknas af to grunde. Dels fordi den udspringer af Havarti, som jeg elsker at spise på en krydderbolle efter en lang arbejdsdag, dels fordi ostens gode balance mellem salt og sødt kommer godt frem i den ret, vi laver til konkurrencen,” siger Gridsada ’Kid’ Khamhomkul.
Ostemad med overraskelse
En anden af deltagerne i ’Danmarks bedste osteret’ er Rune Lund Sørensen, chefkok på Restaurant Hærværk i Aarhus. Han stiller op med en klassisk ostemad, der har fået et tvist ved at blive lavet med gedeost.
”Den slags rynker mange på næsen ad, men en fuldfed hvidskimmelost som Hvid Lindbjerg lavet af Grand Fromage i samarbejde med Søvind Mejeri viser, at gedeost kan være andet end friskost eller noget, der lugter af stald og halm,” forklarer Rune Lund Sørensen.
Et kvalitetsstempel
Det er anden gang, at Mejeriforeningens kampagne for dansk ostekultur, Ost & ko, afvikler konkurrencen. Marketingchef Lars Witt Jensen glæder sig over, at kokke fra ni gourmetspisesteder vil vise, hvordan man kan bruge ost i nye sammenhænge:
”Det er et kvalitetsstempel, der både understreger kvaliteten af dansk ost, og at ’Danmarks bedste osteret’ har stor betydning. Det hænger bl.a. sammen med de gode og spændende retter, vi så i den første udgave af ’Danmarks bedste osteret 2018’ og den massive omtale, som konkurrencen fik, i bl.a. Politiken, Berlingske, TV2 Lorry og magasinet Gourmet.”
Konkurrencen afvikles i CPH Food Space i Kødbyen i København; på grund af forbehold for coronakrisen har kun særligt inviterede madbloggere, journalister og andre mediefolk adgang.
Sammen med æren får vinderen af dysten 20.000 kr. Læs mere om konkurrencen her
FAKTA
Ni toprestauranter bruger hver sin ost i deres bud på ’Danmarks bedste osteret’
• Alchemist – Mønchego fra Haarbølle Mejeri
• Restaurant Hærværk – Lindbjerg Hvid fra Grand Fromage
• Fasangården – Skærsild fra Arla Unika
• Studio – Fyrtårnsost fra Thise Mejeri
• CPH Gourmet – Cumulu Blu 60+ fra Naturmælk
• Restaurant Menéndez – Blå Kornblomst fra Thise Mejeri
• Restaurant Nam – Gammelknas fra Arla Unika
• Restaurant Brace – Høgelundgaard 12 fra Arla Unika
• Restaurant Moment – Kovending fra Arla Unika
Konkurrencens dommerpanel
Rasmus Palsgård, journalist for Feinschmeckeren og formand for den danske jury i den nordiske 360 Eat Guide
Helle Brønnum Carlsen, madkritiker for Weekendavisen
Lisbeth Jacobsen, kok og restauratør på Restaurationen
Lærke Kløvedal, madanmelder for Politiken
Erwin Lauterbach, kok og restauratør på Restaurant Lumskebugten.
Kilde: Mejeri.dk