Idag vil jeg skrive om noget, der har gået mig på i et stykke tid nu. Det er nemlig den motorvej, byrådspolitikerne i Aalborg Byråd har bestemt, skal strække sig hen over Egholm. På den måde får vi en tredje limfjordsforbindelse. Motorvejen skal medvirke til, at der ikke bliver lige så meget kø over Limfjorden.
Men jeg mener bare, når man kan se, at biler på vejene vokser med fire procent årligt, burde man så ikke se på alternative, mere bæredytige løsninger, i stedet for at bygge en helt ny motorvej, der både koster penge, og kommer til at udlede enorme mængder CO2, når den skal bygges. Når de nu har valgt at bygge en motorvej, betyder det også, at man bliver nødt til at spare på andre vigtige områder. Penge, der kunne være brugt langt mere fornuftigt, f.eks på bæredygtig udvikling i Aalborg Kommune.
Derudover synes jeg også, at det er synd, at man ødelægger en lille fredfyldt ø som Egholm, ved at placere en motorvej direkte hen over. En motorvej kan muligvis komme til at minimere mængden af mennesker, som nyder at tage Egholmfærgen til Egholm på en sommerdag, for at gå en tur og spise en is. For en motorvej støjer meget, og vil fjerne en del af roen og idyllen, der er på den lille ø. Herudover bor der også mennesker på øen hele året, som i den grad kommer til at mærke det. Først, at der bliver bygget i lang tid, og derefter den uendelige støj fra biler døgnet rundt.
Så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke tænker i bæredygtige baner, som vil hjælpe vores fremtid og planet. Men i stedet laver en lappeløsning, som denne motorvej i sandhed er. For hvis biler på vejene vokser med 4% årligt, vil den tredje limfjordsforbindelse ikke være nok. Så vil man få brug for en fjerde forbindelse, som igen skal placeres et sted, der ødelægger naturen. Jeg mener, at man i stedet burde investere i bedre busforbindelser, eller bedre muligheder for at cykle til arbejde. Man kunne også tage bilen noget af vejen, så parkere den, og tage bussen resten af vejen. Jeg mener, at alt dette ville være bedre , og langt billigere at investere i, i stedet for en støjende motorvej. Det ville også være et skridt i den rigtige retning, og ikke tyve skridt i den forkerte retning.