Foto: Lars Horn
Aalborg Kommune er klar til at hjælpe hospitalerne
Aalborg Kommune har på rekordtid oprettet ekstra midlertidige pladser for at skabe plads til borgere, der udskrives fra sygehuset med smitsom sygdom.

Ti dage. Så kort tid gik der, fra håndværkerne gik i gang på et nedlagt botilbud, til de nye midlertidige pladser stod klar til at modtage borgere, som har behov for pleje efter en indlæggelse, men ikke nødvendigvis på hospitalet.
– Det er et kæmpe apparat, som har været i sving for på rekordtid at både oprette og frigøre flere pladser, som kan aflaste hospitalerne, fortæller direktør Jan Nielsen fra Ældre- og Handicapforvaltningen og fortsætter:
– Vores egne håndværkere har knoklet side om side med andre myndigheder for at skabe ekstra pladser, der kan aflaste hospitalerne. Hjemsendte medarbejdere fra andre funktioner er mødt ind for at fylde køkkenskabene og gøre udstyr klar til brug. Jeg er virkelig stolt over deres indsats, siger Jan Nielsen og fremhæver også det ekstraordinært tætte samarbejde med andre myndigheder og forvaltninger som en væsentlig årsag til, at det har kunnet lade sig gøre på så kort tid.
Det er 22 nye pladser, som nu står klar i det tidligere botilbud på Henning Smiths Vej i Aalborg. Om få dage melder Aalborg Kommune 17 nye pladser mere klar i det nedlagte plejehjem Gabrielsværk i Nørresundby.
I alt 173 pladser klar til at aflaste hospitaler
Akuttilbud Aalborg ved plejehjemmet Vestergaarden har 22 pladser, som bliver kommunens primære sted til at modtage borgere med smitsom sygdom. Hvis der bliver behov for flere pladser, bliver Anneshaves 48 pladser også taget i brug.
De i alt 70 eksisterende midlertidige pladser på Akuttilbuddet og Anneshave bliver dermed reserveret til at modtage borgere med smitsom sygdom som COVID-19.
Samlet set kan Aalborg Kommune under epidemien disponere 173 pladser til borgere, der ikke kan plejes i egen bolig.

Kilde: Aalborg Kommune