Aalborg Kommune har sammen med appen Natureventyr lanceret et nyt tilbud, der sender børnefamilier på spændende eventyr langs 16 børnevenlige ruter i en række naturområder. Målet er tusindvis af børn og voksne på eventyr over de kommende år.
Så blev efterårsferien pludselig endnu sjovere. I naturskønne områder såsom Lille Vildmose, Hammer Bakker eller Sohngårdsholmparken kan børn og voksne nu drage ud og opleve sjove fortællinger, der udspiller sig som skattejagter langs ruter på 1-2 kilometer.
Gennem appen Natureventyr guides man fra kapitel til kapitel, og undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og sjove udfordringer, der skal løses. Eventyrene er målrettet familier med børn i alderen 3-9 år, og de gør det nemt og sjovt for børnefamilier at gå på opdagelse i kommunens spændende naturområder.
– Vi så under coronanedlukningen at familierne var gode til at komme ud i naturen og være sammen om forskellige aktiviteter og gåture. Med de her 16 natureventyr kan gåturen foregå i ægte børnehøjde igennem eventyrlige fortællinger og spændende ruter. Vi håber derfor på, at familierne fortsat vil blive inspireret til at komme ud og være aktive sammen i naturen, det er både godt for humøret, den fysiske og mentale sundhed, siger Mads Duedahl, rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen for i Aalborg Kommune.
Med det nye samarbejde er Aalborg Kommune nu den kommune i landet, der er bedst repræsenteret med eventyr på Danmarkskortet.
Fortællinger skrevet unikt til hver rute
Eventyrene er skrevet, så de tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan opleve langs ruterne. Derfor har hvert rute også sit helt eget unikke eventyr, der finder inspiration i områdets natur og historie.
I Sohngårdsholmparken kan man derfor drage ud med professor Vega og hendes assistent Nadim for at forberede en mægtig ekspedition til rummet. I Lille Vildmose møder du trolden Vilfred, som tager på jagt efter en forsvunden elg, og ved Lindholm Høje eller Sebbersund oplever man fortællinger, der tager udgangspunkt i områdernes vikingehistorie.
– Det har været en udsøgt fornøjelse at opleve de udvalgte områder i Aalborg Kommune og dykke ned i deres spændende historie for at finde inspiration til eventyrene, fortæller Dennis Maigaard fra Natureventyr, som repræsenterer én af de fem børnefamilier, som står bag projektet.
Sammen med hans familie har han over de seneste måneder tilbragt mange forlængede weekender med at trave naturen tynd, lægge ruter og skrive eventyr.
Liste med eventyr
Lindholm Høje: Bjørn og vølvens gåde
Lindholm Kridtgrav: Rejsen til søfolkets by
Egholm: Piratøen og frøkongens skat
Hammer Bakker: Niels og jagten på den gyldne hammer
Teglværkssøerne: Gravanden Gertrud og troldens bryllup
Trekantskoven: Mysteriet om den forsvundne puddel
Mølleparken: Noah og Rummanden på afveje
Østerådalen: Da ellefolket tog kong Toke til fange
Sohngårdsholmparken: Professor Vega og rejsen til rummet
Bundgårdsparken: Isaaks eget eventyr
Drastrup Skov: Da enhjørningen Uffe reddede Sora
Sebbersund Vikingeby: Sørøverangrebet ved Sebbersund
Halkær Mølle: Jagten på det forsvundne vand
Lundby Krat: Von Flugtenbergs flotte soldater
Portlandmosen: Lille Vildfred og det store frieri
Mulbjerge: Prinsen af Bakkefolket og sildepigen
Appen er gratis at downloade og kan hentes til iOS og Android.
Kilde: Aalborg Kommune