Indvielse af Det Grønne Frejlev
I forbindelse med Frejlev byfest lørdag den 4. september, indvier Aalborg Kommune, sammen med Frejlev Samråd, Det Grønne Frejlev.
Projektet er en udløber af arbejdet med Byudviklingsplanen for Frejlev, som blev vedtaget sidste år. Projektet er støttet økonomisk af Bolig- og Planstyrelsen.
Det Grønne Frejlev har som hovedformål at bringe naturen ind i byen, tættere på borgerne og skabe mere biodiversitet – til glæde for både natur og de mennesker, der bor i Frejlev. Frejlev skal være et bedre sted at leve – for alle.
Rådmand fra By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen, fremhæver den fælles indsats gennem processen:
“Jeg er glad for, at vi sammen med frivillige kræfter i Frejlev har fået gennemført tiltag, som både gavner naturen og samtidigt er med til at gøre Frejlev til et endnu mere interessant og levende sted at bo. Det er et eksempel på den slags projekter, jeg gerne ser flere af i fremtiden, hvor kommunen er i tæt dialog med engagerede borgere om at skabe mere værdi i lokalområderne”.
Fire hovedindsatser
Arbejdet er, som nævnt, blevet løftet i flok. Fire arbejdsgrupper af frivillige, engagerede borgere har været med til at udvikle og forme ideerne, for hver af de fire områder i projektet:
1. Portalerne på hjørnet af Nibevej og Frejlev Skolevej, samt portalen Velkomsten på Kirkebakken ved Frejlev Kirke. Her har formålet være at skabe nogle synlige elementer i byen, som både giver plads til mere biodiversitet og natur i byen. Samtidig kan de benyttes af borgerne som mødesteder, der er rare at opholde sig ved.
2. Projektet ved skole og hal, herunder Naturstien og Naturskoven. Formålet med dette projekt har været at skabe et område med mere vild natur, som kan bruges til leg og læring for skolens elever – og for alle i Frejlev. Der er genskabt mange af de elementer som findes i urørte naturskove, som fx væltede stammer, stendynger, kvasdynger mv. Alle er vigtige levesteder for dyr og planter. Gennem skoven er der er etableret en natursti, som fører forbi nogle af de genskabte levesteder.
3. Stiprojektet med udvikling af Frejlevrunden – en ca. 8 km lang stiforbindelse hele vejen rundt om Frejlev, som skal binde Frejlev bedre sammen og give alle bedre muligheder, for at komme ud i naturen.
4. Arbejdet med de private grundejerforeningers grønne arealer – De Grønne Boligområder. Formålet med denne del af projektet har været, i samarbejde med de private grundejerforeninger, at skabe mere liv og natur på nogle af de grønne arealer mellem boligområderne.
Udover indvielsesarrangementet den 4. september, som ligger i forbindelse med Frejlev byfest, besøgte Sebastian Klein tirsdag den 31. august, Frejlev Skole. Her fortalte han byens mindste klasser om biodiversitet og natur. Eftermiddagen blev tilbragt i skolens nye skovareal, hvor også Aalborg Kommunes biologer og naturvejledere var med til at kaste lys over begrebet ‘biodiversitet’.
Samarbejde over hele linjen
Projektet er blevet til på baggrund af en række gode samarbejder mellem Aalborg Kommune og eksterne samarbejdspartnere. Her kan særligt fremhæves Frejlev Samråd og Sønderholm-Frejlev Menighedsråd, som lægger arealer til Kirkebakkeprojektet, samt samarbejdet med Frejlev Skole, som er gået aktivt ind i arbejdet med projektet. Også Naturstyrelsen spiller en vigtig brik i projektet, idet de lægger arealer til rådighed i forbindelse med etablering af Frejlevrunden.
Fremover
De fleste delprojekter i Det Grønne Frejlev er ved at være afsluttet. Dog arbejdes der fortsat på at få alle detaljer på plads i forbindelse med Frejlevrunden. Projekterne på de private boligforeningers arealer bliver sidste del af projektet, som forventes afsluttet hen over efteråret. Hele projektet skal være afsluttet ved udgangen af i år.