Direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen er netop blevet genvalgt til posten som formand for Nordisk Konserthusråd.
Direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen er blevet genvalgt til posten som formand for NKR, Nordisk Konserthusråd, der er en sammenslutning af de største koncerthuse i Norden. Det skete på rådets årsmøde, der fandt sted i Stockholm i sidste uge. Genvalget glæder formanden, som nu kan fortsætte med at arbejde for øget samarbejde på tværs af de nordiske landegrænser.
– Vi har tilsammen rigtig meget viden, erfaring og netværk, som vi kan dele. Gør vi det på en intelligent måde, så kan vi både løfte niveauet for de enkelte venues, og vi kan stå stærkere som et samlet Norden på kulturområdet, siger Lasse Rich Henningsen.
Ambitiøse, nordiske samarbejder
På årsmødet kunne NKR desuden byde velkommen til sammenslutningens nyeste medlem, Göteborgs Konserthus, der til dagligt huser Sveriges nationalorkester – Göteborgs Symfoniker. Formanden hilser det nye, svenske medlem velkommen og understreger, at rådet i fremtiden vil arbejde på at tiltrække endnu flere medlemmer.
– Vi vil fortsætte med at samarbejde om ambitiøse kunstneriske projekter på tværs af Norden. Samarbejdet i NKR har vist os, at der er mange muligheder i et transnordisk samarbejde. Vi har jo mange af de samme værdier og kriterier for, hvordan Nordens kulturliv skal udvikle sig. Derfor er vi glade for at byde endnu et stærkt medlem velkommen i Nordisk Konserthusråd, fortæller Lasse Rich Henningsen, der også nævner, at rådet allerede i dag samarbejder om flere projekter, heriblandt Harry Potter-filmkoncerterne, der er blevet hentet til Norden af Musikkens Hus og som efterfølgende har været på turne hos en række af NKRs medlemmer.
Musik- og underholdningsbranchen befinder sig ifølge Lasse Rich Henningsen i det hele taget i en rivende udvikling, og vidensdeling er centralt, hvis man vil fortsætte den stigende vækst.
– Når vi står sammen, har vi en unik mulighed for at sparre med hinanden på emner som f.eks. sikkerhed og fundraising. Læring er vigtigt, og der er ingen, vi kan lære mere af end vores stærke kollegaer rundt om i Norden. Vi er alle landmarks i vores regioner med mange af de samme udfordringer og er dermed nærmest til at hjælpe hinanden, slutter han.
Med sit nyeste medlem tæller NKR nu 17 koncerthuse i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Grønland og Færøerne. Tilsammen råder de hidtidige medlemshuse over 81 scener med plads til flere end 65.000 gæster og tager imod mere end fire millioner besøgende om året. De 16 hidtidige medlemmer har en samlet årlig omsætning på over én milliard kroner.
Om Nordisk Konserthusråd
- NKR er en uformel sammenslutning af de største koncert- og kulturhuse i Danmark, Grønland, Færøerne, Island, Finland Norge og Sverige.
- NKR rummer p.t. 17 koncerthuse med kapacitet til flere end 65.000 gæster
- NKR virker gennem sit netværk af medlemshusenes direktører.
- NKR har til formål at varetage og fremme de nordiske koncerthuses fælles interesse inden for det faglige, arrangementsmæssige, økonomiske og kulturpolitiske område. Medlemmer er forpligtiget til at samarbejde om at fremme kulturlivet i Norden.
- Sammenslutningen tæller de enkelte nationers største koncert- og kulturhuse, som for de store byers vedkommende typisk rummer mere end 1.000 sæder, og som danner ramme for de største nationale eller regionale kulturbegivenheder. Husene rummer typisk ét eller flere faste ”resident ensembles” eller tilbagevendende større begivenheder som f.eks. nationale/regionale symfoniorkestre, festspil, opera/ballet/teater, musicals mv.