Aalborg Kommunes Center for Sociale Indsatser og Det Grønlandske Hus har sammen netop fået 4,4 mio. kr. af Socialstyrelsen til at videreudvikle og styrke rusmiddelbehandlingen af grønlandske borgere i Aalborg Kommune. Midlerne skal gå til at etablere et nyt partnerskab og lave individuelt tilrettelagte forløb, der er tilpasset den enkelte borger.
– Det er en nødvendig og kærkommen donation, vi sammen her har fået. Den gør, at vi kan sætte ekstra fart på de indsatser, vi allerede samarbejder om, siger Nuuradiin S. Hussein, rådmand for Job og Velfærd og fortsætter – Vi skal styrke arbejdet på tværs af kommune og civilsamfund. Når vi arbejder sammen, bliver vi stærkere, og dermed kan vi bedre hjælpe de grønlændere, der lever i Aalborg Kommune, og har et overforbrug eller misbrug.
Både lokalt og på landsplan viser erfaringer, at gruppen af udsatte grønlandske borgere fortsat møder udfordringer med at få udbytte af sociale tilbud. I overensstemmelse hermed viser erfaringerne i Aalborg Kommunes Rusmiddelafsnit, at udbyttet af rusmiddelbehandlingstilbuddene er svingende – og at der for at kunne kvalificere behandlingen er brug for afsøge og gå nye veje for at imødekomme gruppens behov og ønsker i behandlingen.
Derfor skal det styrkede partnerskab nu bane vejen for udvikling af nye metoder og tilgange i behandlingen, og målet er at tilbyde behandling med udgangspunkt i den enkelte borgers livssituation og forudsætninger. Gruppen af grønlandske borgere med misbrug skal ikke passe til ‘vores’ behandlingstilbud – vi skal kunne imødekomme deres behov og ønsker.
– Vi ser frem til dette samarbejde med Aalborg Kommune og vi ser frem til, at specielt denne gruppe af borgere får hjælp i en svær livssituation. Vi er glade for at være med i netop dette projekt, hvor gode faglige kræfter samles. Fra de indsatser, vi gennem årene har igangsat fra Det Grønlandske Hus i Aalborg, har vi erfaring for, at specialtilrettede projekter med mennesket i centrum og fokus på identitet og kultur giver størst udbytte, siger formand Jørgen Hein og direktør Bo Albrechtsen i en fælles udtalelse.
Bedre og mere målrettet indsats
Overordnet er projektets mål at tilbyde bedre og lettere adgang til et særligt tilrettelagt grønlandsksproget rusmiddelbehandlingstilbud. Kort sagt imødekomme de særlige forhold, behov og ønsker, som netop denne gruppe af borgere har – for i sidste ende at give bedre resultater af behandlingsindsatsen.
Ambitionen er, at behandlingstilbuddet blandt andet kvalitets- og kompetenceudvikles gennem partnerskabet med Det Grønlandske Hus, hvis organisation gennem en lang årrække har opbygget fagspecifik og lokal forankret viden om grønlandsk kultur, sprog, dialekter, levevis, traditioner osv. Det Grønlandske Hus vidensområde målretter sig særligt udsatte grønlænderes forhold lokalt i Aalborg. Projektets initiativer baserer sig på den måde på en lokal forankret viden om netop den gruppe af udsatte grønlændere, som bor i Aalborg.
Et andet vigtigt mål for projektet er, at borgere med grønlandsk baggrund tilbydes bedre brobygning til almene fællesskaber og lokale grønlandske netværk i Aalborg – med henblik på at skabe meningsfyldte relationer og kontakter i tiden efter behandling.
I arbejdet med indsatserne vil man inddrage andre relevante kommunale og private aktører, som arbejder med grønlandske borgere med et overforbrug eller misbrug af rusmidler.
På udsatte- og hjemløseområdet i Aalborg er der en god tradition for at samarbejde på tværs af tilbud, og det er et mål at projektet udvikles og på sigt forankres inden for denne tradition, hvor alle får mulighed for at byde ind med faglige perspektiver og kompetencer.
Det forventes, at projektet vil omfatte minimum 75 personer årligt.
Kilde: Aalborg Kommune