De spillede sidste år til Fredagsfest i Karolinelund og senest i skråens Royal Stage i december – og begge gange var det en sand fornøjelse med både fest, fællessang og højt humør. Magtens Korridorer har et stort og trofast publikum i Aalborg, og der er altid gang i den både på og foran scenen. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 19. juli til en gang lige-ud-af-landevejen-rock og storby-blues leveret af altid veloplagte Magtens Korridorer som atter indtager scenen i Karolinelund.
I 2005 udsendte Magtens Korridorer albummet ‘Friværdi’ og affyrede dermed startskuddet til dét, der har vist sig at være et decideret rockeventyr. Med enorm succes har de fem herrer indtaget folkets hjerter med en række sange, der ophøjer hverdagens trivialiteter til en fest.
Siden gennembruddet med hitsinglen ’Lorteparforhold’ har Magtens Korridorer turneret land og rige tyndt. Men glæden ved at spille live er stadig fuldstændig intakt: ’At være med i det her orkester er som at sætte sig ind i et tog og køre for eksempel til Hamburg. Man kan hverken slå græs eller gøre andre ting undervejs. Man kan lige så godt bare nyde turen, tage det som det kommer og få en fest. Det gør vi så’, som frontfigur Johan Olsen udtrykker det.
Magtens Korridorers koncerter er en hyldest til livsglæde og energi og ender altid som én stor fest, som giver publikum et tiltrængt pusterum fra hverdagen!
Denne aften skydes Fredagsfesten i gang af lokale Deep Sea / Low Tide, der var blandt finalisterne i band-kategorien ved dette års Band Battle på Skråen! Der er knald på og bliver ikke sparet på energien, når drengene fra dette nordjyske band indtager scenen, så I kan godt glæde jer!
Når Magtens Korridorer forlader scenen i Karolinelund, fortsætter festen til Afterparty på Skråen, hvor Grassolin spiller op til meget mere fest fra kl.22.30. Grassolin er festbandet du aldrig havde forestillet dig, men som skubber gang i enhver fest. Fire glade drenge med masser af sceneerfaring og musisk tæft har kommet Gassolins sangskat i gryden med folk/bluegrass. Efter en god gang slow cooking blev resultatet firestemmige herrevokaler akkompanieret af akustisk guitar, violin, trommer/vaskebræt, og med en solid skoma’r kontrabas. Et festband, der kan få selv den trætteste bonderøv eller yuppie ud på dansegulvet.
Praktisk info – Fredagsfest i Karolinelund
- Billetter koster bare 50 kr.
- Billetter købes i indgangen på Østerbro fra kl.18.00
- Vi anbefaler, at man kommer i god tid.
- Drikkevarer må ikke medbringes.
- Der kan købes mad og drikke i boderne i Karolinelund.
Billetter inklusiv lækker grillbuffet
- Det er muligt at starte aftenen med en lækker grillbuffet fra Azzura.
- Spisningen foregår i den store overdækkede pavillon i Karolinelund.
- Billetten er inklusiv adgang til koncerten.
- Spisning starter kl.18.00.
- Menuen består af: langtidsbraiseret oksespidsbryst, simrestegt nakkefilet af gris, ovnstegt kyllingelår, BBQ sauce, Chunky salat, hindbærvinaigrette, dressing, ovnstegte krydderkartofler og stenovnsbagt brød.
- Billetsalg på www.billetlugen.dk.
Afterparty på Skråen
- Dørene åbner kl.22.00. Musikken starter kl.23.00.
- Fri entré for alle med armbånd fra aftenens Fredagsfest.
- Billetter kan også købes i døren fra kl.22.00 til 50 kr
Kilde: Skraaen.dk