Fra 2008-2011 slog Mads sine folder i AaB/Aalborg Håndbold. Nu er han så tilbage igen efter senest at have tørnet ud for Magdeburg i den tyske Bundesliga – og han glæder sig til igen at trække den røde trøje over hovedet.
33-årige Mads Christiansen var en del af holdet, der sikrede os klubbens første DM-titel tilbage i 2010. Efterfølgende havde han et år mere i Aalborg, inden han søgte nye håndboldveje. Nu 8 år senere er han så tilbage igen, og det glæder den venstrehåndede bagspiller.
– Det er rigtig dejligt at være tilbage i Aalborg Håndbold. Jeg synes godt om området og om faciliteterne herude i Gigantium, hvor vi primært udfolder os. Vi har alt samlet under et tag – både styrkecenter, svømning, lounge, administrationen osv. Det giver en god hverdag for alle i og omkring klubben.
Selvom det altså næsten er et årti siden, han sidst slog sine daglige folder i klubben, så virker det stadig bekendt.
– Jeg kan genkende de fleste rutiner, så det føles lidt som ’at komme hjem’. Selvom det mildest talt er meget begrænset med gengangere blandt spillerne, er der flere kendte ansigter bag holdet, så det føles stadig velkendt.
Årene væk fra Aalborg Håndbold har bl.a. budt på OL-guld, et hav af landskampe og masser af Bundesligaerfaring. Tiden væk har ifølge Mads også ændret måden, hvorpå han går til håndboldspillet på banen.
– Jeg tror lidt, at da jeg sidst var her, var det fuld fart over feltet hele tiden. Nu har jeg i højere grad lært af få eftertænksomheden med og reflektere mere over, hvad jeg gør, hvornår jeg gør det, og hvordan jeg kan bidrage bedst muligt til holdet.
Foran venter en enormt spændende sæson med forsvar af ’The Double’ og Champions League deltagelse – noget som Mads selvsagt ser frem til med stor spænding.
– Det bliver en vild sæson, og man skulle da være et skarn, hvis man ikke glædede sig. Der venter os et stort pres i de hjemlige turneringer, hvor vi har to titler at forsvare. Men vi har en rigtig stærk og bred trup, og jeg har derfor en tro på, at vi kan klare strabadserne og spille med, hvor det er rigtig sjovt.
Mads er en af tre nye spillere i truppen (foruden Mishels Liaba og Benjamin Jakobsen). Netop de få udskiftninger får ham til at stille større krav fra sæsonens start.
– Som hold kan vi godt tillade os at stille et krav til hinanden om, at vi relativt hurtigt skal finde niveauet fra sidste sæson. Vi skal holde hinanden op på, at vi skal stabilt fra land, hvor vi skal undgå større udfald, som man ellers ofte ser de første måneder af en sæson.
Spillerne startede fællestræningen i tirsdags, og det har været lidt hårdt for alvor at trække i arbejdstøjet igen.
– Det er altid hårdt at starte op igen – og i år har ingen undtagelse været. Vi har fået lov at knokle, og folk giver den gas uden at brokke sig, så det har været en god men også hård første uge. Nu glæder jeg mig dog til at få en lille puster henover weekenden, og så er jeg klar til at trykke på igen mandag, slutter Mads Christiansen med et smil på læben.
kilde: Aalborghaandbold.dk