Lucas Andersen blev indskiftet til sin fjerde landskamp, da Danmark her til aften slog Luxembourg med 4-0 på Aalborg Portland Park.
AaB’s anfører, Lucas Andersen, der var efterindkaldt til den danske landsholdstrup, startede på bænken sammen med blandt andre Lasse Nielsen, mens Henrik Dalsgaard var med fra start, da Danmark i aften mødte Luxembourg på Aalborg Portland Park.
Danmark dominerede kraftigt fra start, og der gik blot 13 minutter før danskerne fortjent kom foran. Det skete, da Martin Braithwaite prikkede bolden over stregen efter et hjørnespark, som Mathias Zanka Jørgensen headede videre til Kasper Dolberg, der lidt tilfældigt lagde bolden til rette for Martin Braithwaite i det lille felt.
2-0-målet faldt efter 21 minutter, da Robert Skovs indlæg fra højrekanten sad lige i fodtøjet på Kasper Dolberg, som køligt first-timede bolden ind langs opstanderen.
Lige inden opgøret rundede en time blev Kasper Dolberg dobbelt målsorer. Pierre-Emile Højbjerg fandt med en god dybdebold den tidligere AaB-back, Henrik Dalsgaard, som med et af sine karakteristiske løb til baglinjen, opfangede bolden og slog den præcist på tværs til Kasper Dolberg, der tæt under mål gjorde det til 3-0.
Umiddelbart efter scoringen blev Lucas Andersen sendt på banen i stedet for opgørets første målscorer, Martin Braithwaite.
Fem minutter efter blev det 4-0 til Danmark. Henrik Dalsgaard leverede sin anden assist i kampen, da han slog et tidligt indlæg ind i feltet til indskiftede Christian Gytkjær, som headede bolden i nettet.
Scoringen blev opgørets sidste, og dermed vandt Danmark venskabskampen over Luxembourg med 4-0.
Lucas Andersen fik med dagens optræden sin fjerde A-landskamp under bæltet, og han er den 40. spiller til at repræsentere AaB i en officiel A-landskamp.
Kilde: AaBsport.dk