Løbere i Aalborg inviteres til ny løbeudfordring til fordel for indlagte børn
Kristi Himmelfartsferien står i år i løbets tegn, når aalborgenserne inviteres til at deltage i en helt ny løbeudfordring. Formålet er at samle ind til Legeheltene, som sætter gang i aktiv leg og bevægelse for indlagte børn i Danmark.
Puds løbeskoene af og vær klar til en rask løbetur i Kristi Himmelfartsferien fra 13. til 16. maj. Sådan lyder budskabet fra Legeheltene og LØBEREN-butikkerne, der er klar med en helt ny løbeudfordring, som har fået navnet Legeheltenes Løbechallenge.
Som løber er det muligt at deltage i Legeheltenes Løbechallenge ved at købe en Legehelte-t-shirt til ens barn. T-shirten kan købes for 100 kr. på LØBERENs hjemmeside, hvorefter pengene doneres direkte videre til Børneulykkesfondens initiativ, Legeheltene, der hver dag arbejder for at sprede mere aktiv leg og bevægelse blandt indlagte børn i Danmark
Bestem selv, hvor løbeturen går hen
Legeheltenes Løbechallenge afholdes som et virtuelt løb. Det vil sige, at løbere på tværs af hele landet kan være med, da man helt selv bestemmer, hvor løbeturen går hen. Måske skal hele familien med på en tur i den lokale skov, eller også er man mere til en tur alene langs stranden. Det er helt op til én selv. Længden på løbeturen er også op til den enkelte, det vigtigste er bare, at man får en aktiv dag fyldt med frisk luft.
Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden, håber, at mange har lyst til at deltage i løbeudfordringen til fordel for det gode formål:
”Motion og en aktiv livsstil er vigtigt for både børn og voksne. Med Legeheltenes Løbechallenge vil vi derfor gerne inspirere endnu flere til at tage familien under armen og tage på en rask løbetur. Længden på turen er ikke vigtig – bare man får pulsen op og noget frisk vind i håret. Vigtigheden af en aktiv hverdag er lige så stor for indlagte børn. Og derfor håber vi, at mange har lyst til at trække i løbeskoene for netop at støtte op om Legeheltenes vigtige arbejde på børneafdelingerne.”
Når man som deltager tilmelder sig løbeudfordringen ved at købe en Legehelte-t-shirt, får man samtidig en goodiebag og deltagelse i lodtrækning om flotte præmier.