Lær dit barn at ringe 1-1-2
Hvis der sker en ulykke, hvor en voksen ikke er i stand til at ringe til alarmcentralen, kan et barn faktisk godt handle. Som forældre kan du nemlig lære dit barn at ringe 1-1-2.
Vær dog opmærksom på, at hvis dit barn endnu er for ung til at lære at ringe 1-1-2, kan du lære dit barn, at man altid skal prøve at finde en anden voksen – f.eks. en nabo.
4 gode råd: Lær dit barn at ringe 1-1-2
- Vis dit barn, hvordan man ringer fra telefonen i hjemmet. Vær opmærksom på, at smartphones ofte er beskyttet med en adgangskode, hvorfor det kan være en god idé at lære dit barn at ringe via nødkaldsfunktionen på telefonen.
- Husk på altid at sige 1-1-2 (”et-et-to”), fremfor 112 (”hundredeogtolv”), da førstnævnte er nemmere for dit barn at huske. Sørg også for, at dit barn lærer at afkode tallene 1-1-2 som talsymboler.
- Lær dit barn at sige jeres hjemmeadresse udenad, så dit barn kan oplyse denne i et 1-1-2-opkald.
- Øvelse gør mester. Øv derfor 1-1-2-opkald med dit barn af flere omgange.
Husk på: Det er også muligt at downloade Danmarks officielle 112-app, hvor man kan starte et opkald til alarmcentralen og samtidig sende mobilens GPS-koordinater afsted. Således kan man få hjælp hurtigere, og det er ikke nødvendigt at huske en adresse. 112-app’en er gratis. Du kan læse mere om 112-app’en her.
Kilde: Sikker Hverdag