SønderjyskE – Aalborg Pirates 2-3 (0-1, 2-1, 0-0, 0-1)
Mål: 19:58 0-1 Kirill Kabanov (Hinse, Krogsgaard), 23:28 1-1 Josh MacDonald (Silfver) PP, 31:20 2-1 Mads Lund (Lane, Little) PP, 36:29 2-2 Martin Højbjerg (Mi. Højbjerg, Davison), 60:38 2-3 Anders Krogsgaard (Spelling)
Udvisninger: SønderjyskE 5×2 min., Pirates 5×2 min.
Tilskuere: 2379
Søndag eftermiddag spillede Aalborg Pirates på udebane i Vojens, hvor ligaens nummer 2, SønderjyskE, var dagens modstandere. Der var kun en ændring i Pirates’ kæder forud for kampen, og det var, at Nikolai Nielsen ikke var 7. back til kampen.
Det var en 1. periode med masser af fart fra begge holds side, og det var en god kamp allerede fra første fløjt. Der var masser af chancer i begge ender, hvor George Sørensen blev sat på en del prøver. Han havde også stolpen til hjælp en enkelt gang, men Pirates havde også deres chancer, hvor Martin Højbjerg sendte pucken på stolpen i en enkelt situation.
Det lignede en nulløsning efter 1. periode, men Anders Krogsgaard ville det anderledes. Han fik sendt Olivier Hinse mod mål, og Kirill Kabanov kunne let smide returen i nettet med bare 1,4 sekund tilbage af perioden.
Pirates fik deres første udvisning kort inde i 2. periode, og Pirates kom under et stort pres. Det lykkedes ikke at holde SønderjyskE fra at score, da Josh MacDonald hamrede pucken i nettet fra kanten af den ene cirkel. George Sørensen havde fuld udsyn til pucken, men var chanceløs i situationen.
Endnu en udvisning kostede, da Tobias Ladehoff var sendt i boksen for brok, hvilket kostede målet til 2-1.
Pirates kæmpede dog videre, og det gav også udligning ved Martin Højbjerg, der kom afsted i 2mod1 sammen med Sebastian Bergholt. Martin Højbjerg sendte pucken under armen på Galbraith.
I de sidste sekunder af 2. periode var SønderjyskE tæt på at gøre det til 3-2, men George Sørensen fik slået pucken ud i hjørnet.
I starten af 3. periode udgik Nikolaj Carstensen, da han blev ramt højt af en stav, så Pirates var nede at spille med fem backer et kort øjeblik, da han skulle ned og tjekkes. Han kom dog tilbage på bænken efter et par skift og klar igen.
Hvor spillerne fik lov til det meste i de første perioder, så sad fløjten mere løs i 3. periode. Der blev fløjtet for det meste, og man frygtede lidt, at Pierre-Olivier Morin kunne have været sendt i bad, da han så ud til at ramme Steffen Frank højt. Det blev dog takseret til to minutter til hver, hvor Steffen Franks udvisning var for diving.
Kort efter kom SønderjyskE i powerplay, da Julian Jakobsen fik en udvisning, men holdet kæmpede heroisk uden de to bedste til faceoff.
Tiden løb af uret, og der skulle overtid til for at finde en vinder. Der skulle kun spilles 38 sekunder, før at Spelling rundede en SønderjyskE-back og smed pucken ind foran mål, hvor Anders Krogsgaard let kunne afgøre kampen.
Pirates spiller næste gang på onsdag 2. oktober kl. 18.00, hvor turen går til Esbjerg.
kilde: Aalborgpirates.dk