Kan en flaskepost redde liv?
Et nødråb i en flaskepost fra Kina fandt i 2012 vej til USA og reddede en mands liv. Snart viser Biffen Nordkraft LETTER FROM MASANJIA, og i dokumentaren fortælles historien om brevet.
Filmen, der er stærk og stilfærdig, sætter fokus på menneskerettighederne i Kina. Vi ser og oplever, hvordan små ting kan forandre verden, når en flaskepost rejser 8000 kilometer fra en arbejdslejr i Kina til Oregon i USA.
I en kasse med Halloween-pynt finder amerikanske Julie Keith i 2012 et håndskrevet nødråb fra en arbejdslejr i det nordøstlige Kina, hvor en politisk fange, Sun Yi, pakker gravsten i skumplast til eksport. Julie Keith deler historien med en lokal avis, og den går viralt og rammer avisredaktioner verden over.
Filmens canadiske instruktør opsporer afsenderen Sun Yi, nu på fri fod, efter flere år som tvangsarbejder, og Sun Yi indvilliger i at filme sit liv med skjult kamera. Efterfølgende er lejren blevet lukket.
LETTER FROM MASANJIA vises i Biffen Nordkraft den 4. marts kl. 16 i samarbejde med Amnesty, FN-forbundet, Cinemateket og Fokus Folkeoplysning. Efter filmen vil der være debat med repræsentanter fra Amnesty og FN-forbundet. Filmen er instrueret af den canadiske filminstruktør Leon Lee.
Kilde: Biffen i Nordkraft