Opsigtsvækkende test af LED-armaturer efter 50.000 brændetimer på sygehus
I 2012 udskiftede Medicinerhuset ved Aalborg Universitetshospital Syd 4.500 konventionelle lyskilder til LED. Det har givet en besparelse på 600.000 kwh/år svarende til 66 procent af el-forbruget. I dag er den garanterede levetid på 50.000 brændetimer overskredet, men lyskilderne fungerer fortsat stort set som nye.
I Medicinerhuset ved Aalborg Universitetshospital Syd er energikilden til belysning LED. Sådan har det været siden 2012, hvor partner og el-ingeniør Kristoffer Jørgensen fra Frandsen & Søndergaard K/S i samarbejde med sygehusets tekniske afdeling søsatte projektet om at udskifte bygningens cirka 4.500 kompaktlysrør.
I dag – godt seks år efter – har lyskilderne haft over 50.000 brændetimer, som er den garanterede levetid. Derfor skulle man tro, at de mange LED-lys var udtjente, men det er langt fra tilfældet. Det viser en test af lyskildernes effekt foretaget af SG Armaturen, som også oprindeligt har produceret og leveret LED-armaturerne til Medicinerhuset.
I testen har man sammenlignet både spektralfordelingen af lyset samt lumen-outputtet på en LED-lyskilde, som har været i drift i seks år, med en spritny. Og meget overraskende viser resultaterne ikke noget nævneværdigt udfald. Faktisk er lysnedgangen kun faldet med 4 procent siden installationen i 2012. Det er et yderst positivt resultat for hele LED-industrien.
– Enhver tvivl om, hvorvidt LED kan stå distancen, er blevet fejet helt til side med resultatet af testen i Medicinerhuset. Den viser klart og tydeligt, at nye generationer af LED-belysning er en god investering både på den korte og lange bane, forklarer Peter N. Andersen, Key Account Manager for Hospitals and Healthcare hos SG Armaturen.
Hos Frandsen & Søndergaard, som har været rådgiver på projektet, glæder man sig også over de positive resultater af projektet. Partner og el-ingeniør Kristoffer Jørgensen, som har stor erfaring med energibesparelse på sygehuse, fremhæver, at hidtidige beregninger af besparelser kommer til kort, når lyskilderne også lever efter de garanterede 50.000 brændetimer:
– Belysningen på et sygehus er udsat for en stor belastning, da mange af lyskilderne er tændte 24 timer i døgnet syv dage om ugen. Det er derfor også forholdsvist nyt, at vi har nået 50.000 brændetimer på en af de nyeste generationer af LED-belysning, forklarer Kristoffer Jørgensen og fortsætter:
– Hidtil har vores regnemodeller indregnet en stor udgift til udskiftning af lyskilderne efter de garanterede 50.000 brændetimer. Det skal vi nu revurdere qua de gode erfaringer fra Medicinerhuset. Det er dog fortsat helt afgørende at vælge den rette LED-lyskilde til det rette formål, slutter han.
Helt konkret har Medicinerhuset oplevet en energibesparelse på 66 procent, hvilket svarer til en besparelse på 600.000 kwh/år. Det kan kontant omsættes i CO2-kvoter til en værdi på cirka 270.000 kroner om året med den nuværende afregning.
[Faktaboks] Bag om LED-projektet i Medicinerhuset, Aalborg
- Frandsen & Søndergaard K/S har udarbejdet udbudsgrundlag samt udført fagtilsyn og byggeledelse i forbindelse med energioptimeringen
- SG Armaturen har været belysningsleverandør på projektet
Kilde: Frandsen & Søndergaard