DEKRA AMU Center Nordjylland afholdte for 7. gang jobmesse for ledige chauffører, da de mandag den 23. september havde flere end 100 interesserede forbi deres jobmesse i Nørresundby.
Her havde ledige og andre interesserede chancen for at gribe nogle af de mange ledige chaufførjobs, der lige nu er i Nordjylland. En markant vækst i transportbranchen betyder, at flere danske transportvirksomheder i øjeblikket oplever en akut mangel på chauffører. En undersøgelse foretaget af Voxmeter på vegne af DEKRA viser, at branchen alene her i 2019 har brug for 2.500 nye chauffører.
Ifølge Adm. Direktør hos DEKRA AMU Center Nordjylland, Karsten Trend Poulsen, har jobmessen vist sig at være et effektivt koncept for både vognmænd og ledige.
”På kun to timer kan virksomhederne komme i direkte dialog med et stort felt af kandidater. Selve rekrutteringsfasen er ellers en udfordring for mange virksomheder, ikke mindst i disse år, hvor chaufførmanglen er så udtalt. Messerne er også til gavn for de ledige, der både kan få svar på deres spørgsmål og præsentere sig for virksomhederne på en mere personlig måde end gennem traditionel jobsøgning,” siger han.
Kilde: DEKRA