Sæsonens første træningskamp.
Den 22-årige Piratforward Jeppe Jul Korsgaard, der spiller i tredjekæden, var før første gang skøjtet ind på isen.
Få sekunder efter – i tiden 2.01 – var det slut.
Jeppe Jul blev groggy liggende på isen og kørt på sygehuset efter en al for voldsom tackling. Frederikshavnerspilleren, der stod for den voldsomme tackling (charing), blev vist bort fra isen med en fem minutters udvisning og Game Misconduct.
Nu har 22-årige Jeppe Jul et stort juleønske:
”Jeg håber at kunne være tilbage på isen til jul”.
På Sygehuset blev det nemlig konstateret, at den uheldige Piratangriber havde fået skulderen af led samt forstrakt to af skulderens tre ledbånd.
Lægens dom lød på en pause på mellem 8 og 12 uger. Dertil kommer genoptræningen på is.
-Det er brandærgerligt, men det er hvad der sker. Jeg bebrejder ikke Frederikhavs Patrick Madsen noget. Jeg har flere gange set episoden på video og kan ikke se, at han gør det bevist, siger en afklaret Jeppe Jul og fortsætter:
-Jeg havde ellers set frem til en rigtig god sæson, efter det gik mindre godt i fjor. Stemningen i truppen har været helt i top, og på isen har det fungeret ganske fint. Nu tager jeg den med ro, og så går jeg om nogle uger stille og roligt i gang igen. Det er min første alvorlige skade nogen sinde, og jeg ser frem til igen at komme på is med kammeraterne og få en rigtig god sæson. Gerne på linje med den i 2017/2018.
I jubelsæsonen spillede Jeppe Jul i angrebskæde med Olivier Hinse og Kirill Kabanov, og denne trio var stærkt medvirkende til, at ”The double” kom i hus. I seneste sæson var såvel Hinse som Kabanov borte. Jeppe Jul fik nye makkere og startede også sæsonen fint.
Således spillede Jeppe Jul en fremtrædende rolle, Da Piraterne i den anden kamp i Champions Hockey League vandt 3-2 over Vienna i Østrig.
Det var den 22-årige forwards føringsmål til 2-1, der vakte opsigt.
Jeppe Jul fik en såkaldt friløber, hvor han fik trukket den østriske målmand til venstre for at trække pucken over i den modsatte side og med det yderste af stokken puffe pucken ind i nettet.
Et mål, der af den europæiske hockeyunion blev udråbt til en af denne rundes tre bedste scoringer.
Med trænerfyring og svingende præstationer for hele holdet endte sæsonen mindre godt for Jeppe Jul, der løb ind i en længere karantæne efter en batalje med en modstander.
Men i denne sæson syntes Jeppe Jul at være på vej mod tidligere tiders form, men den blev -forhåbentlig kun midlertidig – afbrudt i hans første skifte i den første træningskamp.
Det vigtigste er: Jeppe Jul har ikke mistet modet, selv om han står over for en længere pause.
Han vil kæmpe for at komme tilbage i succeskæden med Hinse og Kabanov.
Kilde: Aalborgpirates.dk