Vicedirektør Jakob Bisgaard bliver konstitueret som direktør i Klima og Miljø pr. 1. april 2022. Det godkendte Økonomiudvalget i Aalborg Kommune 28. marts 2022. Han skal dermed stå i spidsen for forvaltningens kerneopgaver inden for bæredygtig udvikling, miljøbeskyttelse og affaldshåndtering.
Jakob Bisgaard tager over efter Søren Gais Kjeldsen, som efter otte år i forvaltningen har valgt at fortsætte som administrerende direktør for Aalborg Forsyning A/S samt alle koncernens datterselskaber.
“Direktørskiftet er et led i Aalborg Kommunes opprioritering af den grønne omstilling. Aalborg vil være i den grønne førertrøje, og det kræver en ny fordeling af direktørposterne. Både Klima og Miljø og Aalborg Forsyning er i rivende grøn udvikling, og der er brug for en direktør på hver post,” siger Per Clausen, som er rådmand i Klima og Miljø og bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning.
Jakob Bisgaard ser frem til at fortsætte arbejdet med at skabe en kommune, som er i grøn balance. Han fortæller:
“Jeg ser især frem til at kunne trække på min erfaring fra tidligere ansættelser i arbejdet med at udarbejde en klimahandlingsplan, som viser vejen til en netto nul-udledning for Aalborg Kommune senest i 2050. Som en del af det såkaldte DK2020-projekt skal forvaltningen også arbejde med, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringerne. Det glæder jeg mig til.”
I den kommende tid får Jakob Bisgaard desuden ansvaret for en tværgående politikformulering, der fremmer og understøtter den grønne omstilling i kommunens syv forvaltninger. Samtidig skal han implementere den verdensmålsstrategi, som sikrer, at Aalborg Kommune både udvikler sig økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt samt socialt retfærdigt.
Jakob Bisgaard har siden 1. oktober 2021 været vicedirektør i Klima og Miljø. Han kom fra en stilling som direktør for teknik- og kulturområdet i Struer Kommune og har tidligere været direktør for Vækst- og Udviklingsforvaltningen i Jammerbugt Kommune.
Klima og Miljø har sat gang i en ansættelsesproces for at finde en ny direktør, som kan tiltræde efter sommerferien.
Kilde: Aalborg Kommune