»Jeg vil næsten karakterisere ham lidt som en galophest. Han er nem at sætte i kondition,« siger Flemming Jensen inden Slide So Easys sæsondebut søndag på Racing Arena Aalborg.
Efter en 2018-sæson med syv sejre i 13 starter og 685.473 kroner indløbet, samt en kåring som ‘Årets ældre travhest’ ved gallaen, gør Slide So Easy en interessant sæsondebut i søndagens travliga-opgør på Racing Arena Aalborg.
Man fornemmer klart på Flemming Jensen, at forventningerne til et godt resultat er store. Om opladningen til 2019-sæsonen siger træneren.
»Vi valgte at give Slide So Easy lidt vintertræning inden den skulle have fri. Derefter fik den en måned hos ejerene, hvor hesten havde helt fri, og så kom den tilbage til os for seks uger siden,« fortæller Flemming Jensen.
»Det er sådan med gode heste, at de er nemme at træne, både op og ned. Slide So Easy er en hest, som har let ved tingene. Jeg vil næsten karakterisere ham lidt som en galophest. Han er nem at sætte i kondition.«
»Det er klart, at han havde en hård sæson sidste år. Det sætter sig sine spor spor i en gammel hest. Han er ikke længere nogen vårhåre, men de andre er jo også gamle,« siger Flemming Jensen lettere afvæbnende og nærmest forudseende med hensyn til at næste spørgsmål vil gå på ambitionsniveauet for 2019 i kølvandet på et 2018, der bød på 685.000 kroner indløbet.
»Jeg tror, at vi er kommet så langt, at det er hesten der selv bestemmer. Det er klart, at jo bedre Slide So Easy går, des bedre løb vil vi søge, men den skal ikke ud i noget som er hårdere end at vi kan være bekendt at komme med ham,« fastslår Flemming Jensen.
Sidste år startede Slide So Easy i Sweden Cup. Kan det blive aktuelt igen i år?
»Det vil være et skud i blinde at begynde at sige noget om det, men nej, det tror jeg ikke. At skulle ud to gange samme dag, bliver sikkert lige voldsomt nok, og der findes mange andre gode løb til hesten. Hvor næste start bliver afhænger udelukkende af, hvordan hesten løser opgaven på søndag.«
»Jeg kører til«
På falderebet må vi også høre om forventningerne til chancen på søndag.
»Slide So Easy (5. løb) skal i gang efter pause, men den har tidligere vist, at den er klar når hesten kommer til start. Det er selvfølgelig en klasse, hvor hestene gerne vil have en udblæsning for at være 100 procent i form, men alt virker normalt i træningen, og jeg vil tro, at det er min bedste chance for at vinde løb på dagen.«
Hvordan vil du gribe løbet an fra spor tre?
»Jeg kører til. Det er på den måde hesten har vundet de fleste af sine løb, så jeg kører bare til,« bebuder Flemming Jensen.
Kilde: Dansk Hestevæddeløb/Af Niels Jørgensen