I går eftermiddags, torsdag 5. marts 2020 kl. 14.35, indgik der anmeldelse om, at der ved en villa i Aalborg var set en person, der forsøgte at sparke en kælderdør op. Forsøget lykkedes dog ikke; og manden forsvandt.
Små to timer senere vendte manden dog tilbage til villaen. Men han blev nu råbt an af et vidne, fordi vidnet kunne genkende manden fra det første forsøg.
”Det snarrådige vidne alarmerede samtidig os, og vidnet kunne føre patruljen frem til manden, som vores patrulje fik anholdt og sigtet for forsøg på indbrud,” siger politikommissær Mikkel Brügmann.
Politikommissæren oplyser, at den anholdte er en 28-årig mand fra lokalområdet.
”Da kollegerne anholdt den 28-årige, fandt de ham i besiddelse af smykker, og vores efterfølgende efterforskning viste, at smykkerne stammede fra et andet villaindbrud i nærheden, der var begået i løbet af dagstimerne samme dag, altså i torsdags,” forklarer Mikkel Brügmann.
Nordjyllands Politi vil gerne takke vidnet for straks at kontakte politiet.
”Vidnets hurtige reaktion betød, at vi kunne pågribe gerningsmanden til disse indbrud – og samtidig kunne vi forhindre ham i begå flere indbrud,” lyder det fra en tilfreds politikommissær.
Den 28-årige mand blev i dag, 6. marts 2020, fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg, hvor han blev fængslet i fire uger.
Kilde: Nordjyllandspoliti





