Mundbind og duggede briller er til stor gene for mange, og det mærker man også hos Profil Optik i Brønderslev, som dagligt rådgiver kunderne om, hvad de kan gøre for at undgå, at brillerne dugger. Og der er flere gode råd at hente.
Bag duggede briller
Er der noget danskere med briller i den grad er trætte af, så er det mundbind og duggede briller. Generne ved de duggede briller kan nærmest få folk til at undgå at frekventere steder, hvor mundbind er påbudt. Spørgsmålene om, hvordan man undgår de duggede briller, nærmest hober sig op. Det er også tilfældet hos Profil Optik på Nygade i Brønderslev, hvor man samtidig oplever en øget efterspørgsel efter kontaktlinser.
Hos Profil Optik på Nygade 14 rådgiver og vejleder man dagligt kunderne i Brønderslev og omegn i gode løsninger, når det drejer sig om kombinationen af briller, mundbind og kontaktlinser, og navnlig udfordringen med brug af mundbind og briller, der dugger, fylder rigtig meget. Men der er heldigvis mange gode råd at hente hos optikerkædens chefoptiker Gitte Sørensen.
”Rigtig mange finder det irriterende at bære mundbind og briller samtidig, fordi brillerne dugger, når udåndingsluften siver op over mundbindet og ind bag brillerne. Men det kan undgås ved at forme mundbindet efter ansigtet, så det slutter så tæt som muligt over næse og kinder. Det er derfor bedre at bruge mundbind med et metalstykke langs den øverste kant på mundbindet, så man klemmer metalstykket over næsen og former det rundt om næsen. Og så hjælper det at bruge det underste af brillekanten til at lukke til, så udåndingsluften ikke siver op under brillerne,” forklarer Gitte Sørensen og tilføjer, at det er vigtigt, at mundbind og briller sidder godt og behageligt fra starten, så man ikke hele tiden rører og retter på det.
”Når først mundbindet er på, skal man ikke pille for meget ved det, da det jo øger risikoen for smitte via hænderne. Derfor er det en god idé lige at bruge lidt ekstra tid på at sikre, at briller og mundbind er placeret korrekt og så behageligt som muligt fra starten.”
Hos Profil Optik på Nygade er man vant til at rådgive individuelt, og det er også tilfældet omkring mundbind. For det er ikke alle, der bare kan følge de gængse råd og vejledninger, og i de tilfælde kan kontaktlinser være en løsning.
”Langt hen ad vejen handler det om at finde ud af hvad, der fungerer bedst for en selv. For nogen virker det at skylle brillerne i en mild sæbe, så sæben lægger en form for film på glasset. Et andet tip, som virker for nogen, er at udånde gennem munden og ikke næsen. Der findes også pudseklude og specielle væsker, som reducerer duggen. Men vi har også mange kunder, som simpelthen opgiver at få det til at fungere og i stedet går over til kontaktlinser. Derfor oplever vi pt. en markant øget efterspørgsel efter kontaktlinser i butikkerne, også fra kunder som ikke tidligere har brugt kontaktlinser,” fortæller Gitte Sørensen.
Efterspørgslen efter kontaktlinser fra kunderne i Brønderslev er også stigende, og det er borgere i alle aldre, der spørger ind til, hvilke muligheder de har for at kombinere brillebrug med kontaktlinser. Når kunderne henvender sig i optikerbutikken, følger man naturligvis sundhedsmyndighedernes vejledninger og anbefalinger.
”Butikspersonalet er super skarpe til at tage hånd om hygiejne og sikkerhed i butikken, så kunderne fortsat føler sig trygge ved at besøge sin lokale Profil Optik. Butikken har blandt andet investeret i en rensemaskine, som hurtigt desinficerer brillestellene, inden næste kunde kan prøve dem. Og udfordringen med at prøve briller med mundbind på, løser butikken ved, at kunderne prøver brillerne uden mundbind siddende ved små borde rundt om i butikken med bordspejl og håndsprit. Ved synsprøver skal der stadig bæres mundbind, og endelig er der begrænsning på antallet af kunder i butikken ad gangen. På den måde passer personalet både godt på kunderne og sig selv, og vi oplever stor forståelse for vores tiltag,” slutter Gitte Sørensen.
Profil Optiks råd og vejledning til at afhjælpe duggede briller ved korrekt brug af mundbind:
1. Brug et mundbind, der passer i størrelsen og med et metalstykke i den øverste kant, klem metalstykket over næsen og form mundbindet efter ansigtet, så det sidder så tæt som muligt.
2. Brug det underste af brillestellet til at holde mundbindet tæt ind til huden.
3. Brug evt. kirurgisk tape til at klæbe mundbindet fast på huden.
4. Vask brillerne i mild sæbe eller puds brillerne i specialvæske, så de dugger mindre.
5. Træk vejret gennem munden og ikke næsen.
6. Undersøg dine muligheder for brug af kontaktlinser.
7. Gå ikke på kompromis med sundhedsstyrelsens vejledning til korrekt brug af mundbind.
Hvordan skal mundbindet bæres?
- Mundbindet skal dække din mund og hele din næse.
- Undgå at krydse elastikkerne ved ørene, hvis mundbindet folder sidder det mindre tæt.
- Undgå at have det siddende under hagen eller skub det op i panden, hvis du kortvarigt skal have luft.
Kilde: Sundhedsstyrelsen