Mens mange forbereder sig på vilde prisfald og slagtilbud på Black Friday, har IKEA Aalborg besluttet at gøre det modsatte. Den 24. november vil de øge priserne på udvalgte produkter for at sætte lighedstegnet mellem pris og kvalitet til debat.
18.990 kroner for en PERSBOL lænestol. Sådan lyder prisen på et af de produkter, som IKEA Aalborg tidobler priserne på den 24. november på Black Friday. Med de kortvarige prisjusteringer vil den svenske møbelhandler drille de aalborgensiske forbrugere og skubbe til opfattelsen af, at produkter i god kvalitet, med lang holdbarhed og i tidløst design, ikke behøver at koste en formue.
– Vi oplever desværre, at der hersker en opfattelse af, at kvalitet koster ekstra. Men sådan behøver det ikke være, og den holdning vil vi gerne udfordre. Det kan vi kun, fordi vi kan stå inde for vores produkters gode kvalitet og holdbarhed. Når vi hæver priserne på Black Friday på en række af vores produkter, gør vi det for at få aalborgenserne til at spærre øjnene op og tænke en ekstra gang over, om det virkelig er den høje pris, der afgør kvaliteten, udtaler varehuschef fra IKEA Aalborg, Tiago Jesus.
Der er tale om i alt fire produkter, som prismæssigt skyder i vejret på Black Friday. Det drejer sig om lænestolene PERSBOL og EKENÄSET, lampen LÖVMÅNAD samt vasen KONSTFULL. Fælles for produkterne er, at de har et tidløst design, der passer ind i mange forskellige hjem og derfor nemt kan gå i arv.
Masseproduktion med omtanke
Det ligger dybt i IKEA DNA’et at tilbyde lave priser, fordi alle har ret til veldesignede produkter, der bidrager til et bedre liv i hjemmet. Ifølge IKEA’s Country Communication Manager, Christian Mouroux Pedersen, er det muligt for IKEA Aalborg både at have lave priser og tilbyde aalborgenserne produkter, som er produceret med kvalitet og lavt ressourceforbrug for øje.
– Store produktionsmængder kan, modsat den gængse opfattelse, være en fordel, hvis man producerer med kvalitet for øje og omtanke for ressourcerne. Fordi vi producerer i store mængder, kan alt fra råmaterialer til energi og distribution optimeres, så vi mindsker den samlede belastning for miljøet uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger han og fremhæver, at på nuværende tidspunkt er 56% af IKEAs produkter af fornybare materialer og 17% af genanvendte materialer. I 2030 skal alle produkter være lavet af enten fornybare eller genanvendte materialer, siger han.
Designet til lang levetid
En anden del af designfilosofien hos IKEA er, at møblerne skal kunne blive repareret, genbrugt eller genanvendt. Alle produkter skal møde disse designprincipper i 2030.
– På grund af vores betydelige størrelse og globale tilstedeværelse har vi en særlig mulighed og forpligtelse til at fremme et mere bæredygtigt forbrug hos de mange mennesker. Det er også derfor, at der står en designer bag ethvert IKEA produkt, som har tænkt nøje over kvalitet, materialevalg, genanvendelsesmuligheder – og pris. Dette, sammenholdt med det faktum at vores møbler er grundigt testet, er vores bevis på, at det er muligt at tilbyde kvalitetsmøbler til priser, hvor alle kan være med, siger Christian Mouroux Pedersen.
Priserne på de fire produkter er tilbage til normal igen allerede den 25. november, dagen efter Black Friday.