Aalborg Kommune åbner igen for besøg i botilbud og på plejehjem efter særlige retningslinjer for fortsat at passe ekstra godt på beboerne. Det sker i dag onsdag den 20. maj i botilbud og fredag den 22. maj på plejehjem.
Aalborg Kommune var blandt de første kommuner til at lukke for besøg på plejehjem og botilbud, da det stod klart, at smitte med coronavirus spredte sig hastigt i Danmark. Det skete hhv. 13. marts og 18. marts. Men nu åbner kommunen atter for besøg udendørs og med høje krav til hygiejne.
Fra i dag onsdag den 20. maj bliver det atter muligt at få besøg af sine pårørende på Aalborg Kommunes botilbud, mens beboerne på plejehjem må glæde sig et par dage længere indtil fredag den 22. maj. Besøgene vil foregå på fælles udearealer i særligt indrettede besøgsfaciliteter.
Fælles for alle besøg
- Besøgende skal være uden symptomer på sygdom i 48 timer før besøg – også mild forkølelse
- Alle besøg skal være aftalt med plejehjemmet eller botilbuddet på forhånd
- Besøg må som udgangspunkt maksimalt vare 30 minutter
- Man må gerne medbringe egen forplejning, men skal anvende engangsservice, som udleveres på stedet
- Besøgene må ikke foregå på beboernes egne terrasser.
Særligt for plejehjem
- Det er kun den nærmeste kreds af pårørende, der kan komme på besøg – og der må maksimalt komme to gæster på besøg ad gangen.
Særligt for botilbud
- Beboeren vælger en til to faste pårørende, som kan komme på besøg.
Pårørende til beboere på kommunens plejehjem og botilbud bliver orienteret direkte om retningslinjerne på det enkelte plejehjem eller botilbud.
Kilde: Aalborg Kommune