Aalborg Bibliotekernes bogbusser fejrer 50 års jubilæum
Aalborg Bibliotekernes bogbusser fejrer 50 års jubilæum med flag på busserne og fest i Gistrup.

I marts 1970 kørte Aalborg Bibliotekernes første bogbus, Cleo (billedet), sin jomfrutur ud med læsestof og andet godt til borgerne i Aalborg Kommune. Siden har bogbusserne kørt massevis af gummi ned i den nordjyske asfalt, gæsterne har lånt adskillige hyldekilometer bøger, og bussen er blevet skiftet ud et par gange.
Det betyder, at den 1. marts 2020, har Aalborg Bibliotekernes bogbusser været på landevejene i hele 50 år!
Det jubilæum markeres med en festlig formiddag den 7. marts kl. 9-11 på holdepladsen Roden i Gistrup, og alle der har lyst til at fejre det, er mere end velkomne til at kigge forbi.
Aalborg Bibliotekerne byder på kaffe og jubilæumskage samt underholdning til alle aldre. Du kan opleve en jubilæumsbogbusbogcafé, bibliotekschef Kirsten Boelt anbefaler nye og spændende børnebøger, og Byrådsmedlem og Næstformand i sundheds- og kulturudvalget, Nuuradiin S. Hussein, holder jubilæumstalen.

I dagens anledning er både bogbussen og den nye bogbil med i Gistrup, og du kan selvfølgelig låne og aflevere som du plejer.
Bibliotekschef, Kirsten Boelt, glæder sig til at fejre bogbussen:
Vi er glade for at komme helt ud i hjørnerne af kommunen med det rullende bibliotek. De medarbejdere vi har, der kører med bogbusserne i det daglige er også rigtig glade for at møde alle gæsterne ude i landdistrikterne. Der er mange stamgæster imellem, og når det nu er lidt småt med pladsen i sådan en bogbus, så lærer man hinanden at kende på en anden måde, end på et bibliotek. Det sætter de stor pris på, og det tror jeg også gæsterne gør”.
Fejres hele ugen
I hele ugen den 2. – 7. marts fejrer bogbusserne jubilæet ude på ruten. Busserne bliver udsmykket med flag, og der vil være lidt sødt til alle bogbusgæster, som dukker på ved holdepladserne. Gæsterne kan også deltage i en konkurrence, hvor man skal gætte, hvor mange kilometer Aalborg Bibliotekernes to bogbusser har kørt tilsammen. Tætteste bud løber med en flot bogpræmie med lidt af hvert til familien.
Tal om bogbussen
I dag kører bogbusserne ud til 28 byer og områder i kommunen. I 2019 var der omkring 40.000 besøg, og hver gang én person besøgte bogbussen i 2019, lånte de i gennemsnit to bøger med hjem.
Kilde: Aalborg Kommune





