Så er det snart tid til det populære Julemarked på Gammeltorv i Aalborg
Igen i år kan du opleve det hyggelige julemarked på Gammeltorv i Aalborg. Gå på opdagelse i de fine små boder, eller snup en varm klejne med gløgg i det kolde vintervejr.
På Gammeltorv, lige midt i Aalborg, er der igen julestemning for alle voksne og børn, familier og venner. Her kan du opleve jul i alle former og farver: julehytter, juletræer, vafler, æbleskiver, brændte mandler, nisser, varme drikke og andet godt til ganen – Aalborg Citys marked er et sandt slaraffenland for små og store juleelskere.
Mangler du en lille gave til det årlige pakkespil eller lidt julelækkerier, som du kan byde dine gæster? I de små hytter på Gammeltorv kan du finde lidt af det hele, og du finder sikkert også noget, du ikke vidste, at du søgte.
Nyd udsigten og mød julemanden
Når du har slentret rundt, spist dig mæt i lækre sager og købt de ting, du ellers kunne bruge, kan du tage en tur i pariserhjulet, som også er placeret på Gammeltorv. Her kan du nyde udsigten over Aalborg. En tur med pariserhjulet koster 30 kr. pr. person.
Julemarkedet åbner fredag den 15. november 2019 kl. 12.00 og har åbent hver dag til og med den 23. december. Du kan hver dag møde julemanden på julemarkedet.
Kilde: Visit Aalborg