Har du set vores blog om datomærkninger? Mange tager desværre fejl af, hvad de forskellige datomærkninger betyder. Det resulterer i, at en masse god mad bliver smidt ud helt uden grund.
- “Mindst holdbar til” og “Bedst før” er vejledende datoer for, hvornår maden smager bedst. Men det kan sagtens spises efter disse datoer. Du kan lugte og smage dig frem for at bedømme, om maden stadig er god nok.
- “Sidste anvendelsesdato”, derimod, betyder at maden skal smides ud efter denne dato. Varer med denne datomærkninger kan udvikle sundhedsskadelige bakterier, som du ikke kan se eller lugte, så derfor skal denne dato tages alvorligt.
Så længe kan dine varer holde sig
Madrester: Det vigtigste er, at det kommer hurtigt på køl efter tilberedning. Herefter kan det holde sig i 1-3 dage. Stegt eller kogt kød og sammenkogte retter kan holde sig i 2-3 dage. Tilberedt fisk og æggeretter kan holde sig 1-2 dage. Et hårdkogt æg kan dog holde sig helt op til en uge i køleskabet.
Kan du ikke nå at spise maden inden for et par dage, kan du fryse det ned – så har du også nem aftensmad til en anden dag.
Pålæg: Det skal altid opbevares i lufttæt emballage efter åbning. Så snart du har åbnet pakken, forkortes holdbarheden. Kødpålæg kan som regel holde sig 2-4 dage (spegepølse og lignende kan holde længere), og laks og andet fiskepålæg kan holde sig i ca. 2 dage.
Kød- og fiskepålæg må kun bruges frem til holdbarhedsdatoen pga. risiko for listeria.
Æg: De kan som regel holde sig længere end datomærkningen. Det er nemt at lugte på æg, om de er blevet dårlige. Så bruger du æg, der har overskredet datoen, anbefaler vi, at du ikke koger dem, men bruger dem til noget, hvor de skal slås ud af skallen (omelet, kager, frikadeller osv.).
Frugt og grønt: Du kan sagtens bruge frugt og grønt, som har fået en plet. Bare skær pletten væk, og så er den god som ny. Er frugten eller grøntsagen blevet lidt for blød til din smag, er der heldigvis stadig gode muligheder – bløde grøntsager er super til supper eller kødsovs, og frugterne kan bruges til smoothies. Se vores forslag til at få brugt dine bananer her.
Så snart der er mug på en frugt eller grøntsag, skal den dog smides ud.
Mælkeprodukter: Mælk, yoghurt, ost, smør osv. kan tit holde sig længere end datomærkningen. Du kan lugte og smage dig frem, når datoen er overskredet. Mælkeprodukter lugter og smager nemlig surt, når de bliver for gamle – og du bliver ikke syg af at have smagt på sur mælk eller yoghurt.
Brød: Den er ret simpel – brød kan nemlig holde sig, til der kommer mug på. Så snart der kommer mug på – også bare på en enkelt skive – skal hele brødet smides ud. Holdbarhedsdatoerne, der står på pakken, fortæller bare hvornår brødet er bedst, men det kan sagtens spises efter, hvis ikke der er mug på.
Husk at fryseren er din ven, hvis du har madvarer, som du ikke kan nå at spise.
De ovenstående retningslinjer er godkendt af Fødevarestyrelsen for Københavns Kommune.