Hvert år uddeler Aalborg Kommune en Bæredygtighedspris. I år ser Aalborg og Nordjylland – ja hele verden meget anderledes ud. Måden, vi plejer at leve på, er vendt på hovedet på meget kort tid, og vi ser måske verden fra et andet perspektiv. Derfor er det særlig vigtigt, at vi husker at fejre de gode tiltag, og Aalborg Kommune gennemfører uddelingen af Bæredygtighedsprisen 2020 som de 7 foregående år. Og lige nu kan du sende din indstilling ind!
“Ideen om Bæredygtighedsprisen kom, fordi vi i Aalborg særligt ønsker at fremhæve gode bæredygtige initiativer. Der foregår rigtig meget i hele kommunen – både private ildsjæle, organisationer og virksomheder gør en ekstra indsats for bæredygtigheden, og det ønsker vi at sætte fokus på og belønne, siger Rådmand Lasse P. N. Olsen, Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune.
Initiativer fra hele regionen kan indstilles
Fra 2018 indgik Region Nordjylland som partner i Bæredygtighedsfestivalen i Aalborg og derfor har der siden da været fokus på hele regionen. Der kan derfor nomineres kandidater fra hele Nordjylland.
“Når vi tænker Bæredygtighed i Aalborg Kommune kan vi ikke gøre det uden vores nabokommuner. Gennem partnerskaber som Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark og Business Region North sætter vi den cirkulære grønne region i højsædet. Vores partnerskab med Region Nordjylland om Bæredygtighedsfestivalen er yderligere med til at markere at Nordjylland står sammen om den grønne dagsorden,” siger rådmand Lasse P. N. Olsen.
Hvert år er der et tema for prisen, som i år er “Klimaindsats”. Temaet defineres ud fra FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Kender du én, der har fortjent prisen?
Bæredygtighedsprisen gives til en borger, virksomhed eller iværksætter, som har gjort en særlig indsats for FN’s Verdensmål. Modtagerne kan være en borger, virksomhed eller iværksætter, som har hjemme i hele Nordjylland.
Bæredygtighedsprisen består først og fremmest af æren og den omtale, som følger med. Herudover vil der også være en “vandrepokal”, som er et symbol på Aalborgs arbejde med bæredygtighed og partnerskaber for handling.
For at få tildelt prisen skal følgende kriterier være opfyldt:
· At initiativet har skabt en særlig klimaindsats i Region Nordjylland.
· At initiativet skal skabe bæredygtig udvikling jf. de 17 Verdensmål.
· At initiativet kan skabe bæredygtig engagement hos andre.
*Prisen kan ikke tildeles kommuner og kommunalt ejede selskaber.
Udvælgelsen sker efter indstilling fra en jury udpeget af Miljø- og Energiforvaltningen. Prisen uddeles i september 2020 i forbindelse med Bæredygtighedsfestivalen.
Indstillingen skal sendes ind inden d. 1. juli 2020.
Se mere på centerforgrønomstilling.dk