Da herremanden på Dronninglund Slot, Jacob Sewerin, i 1744 gav tilladelse til at bygge en kro syd for Hjallerup og samtidig pålagde kroejeren at stille jord til rådighed til marked, havde han ingen idé om, hvad han hermed havde sat i gang.
HESTENE ER MARKEDETS DNA
Markedet, der startede som et hestemarked og siges at have haft besøg af op imod 20.000 heste på en weekend tilbage i 1930-1950’erne, er i dag blevet lige så stor en del af Hjallerup, som karneval er af Aalborg.
– Vi er stolte af vores arv som hestemarked. Selvom markedet i dag tilbyder mange flere oplevelser for hele familien med både kræmmerboder, musik, underholdning og alskens andre aktiviteter, er hestemarkedet stadig en essentiel del af vores DNA. Når hestene bliver lukket ind på pladsen fredag morgen, er der en helt særlig stemning. I år afholder vi faktisk også et kæmpestort stævne med mere end 1.000 starter, siger Keld Nielsen, formand for Markedsudvalget.
Markedsudvalget har brugt det seneste års tid på at arrangere årets store jubilæumsmarked. Det indebærer – udover hestestævnet – blandt andet også nyt VIP-område, en særlig jubilæumskoncert og generelt flere koncerter, mere børneunderholdning og det vildeste festfyrværkeri i markedets historie, som vil lyse himlen op over hele Hjallerup.
TRADITIONER SOM SAMLINGSPUNKT
Med 275 år på bagen har Hjallerup Marked uundgåeligt udviklet en lang række faste traditioner: Daginstitutionernes kagebord, kræmmerkaffen, pensionistfrokosten, Markedsløbet og ANR Live-koncerten. Men det er ikke kun sjov og ballade, det hele. Den årlige markedsgudstjeneste er også altid et tilløbsstykke, og gudstjenesten har en helt særlig betydning for særligt én gruppe gæster: vagabonderne, der er fast inventar ved markedet hvert år. Her har landevejens nye, farne svende nemlig mulighed for at blive døbt. I øl.
– For både byens borgere, kræmmerne og markedet stamgæster er alle de her traditioner og ritualer noget af det, vi ser rigtig meget frem til hvert år. Nogle familier er kommet her hvert år gennem generationer og har udviklet deres helt egne traditioner, fortæller Stefan Jacobsen, næstformand i Markedsudvalget.
UDEN FRIVILLIGE, INTET MARKED
I en by med ca. 4.000 indbyggere ligner det en umulig opgave at skaffe frivillige nok til at besætte omkring 4.400 vagter inden for alt fra toiletrengøring og morgenoprydning til barer og campingtilsyn. Men ikke i Hjallerup. I år er markedet forlænget til fire dage på grund af Kristi Himmelfartsdag, og der er derfor brug for i omegnen af 2.000 frivillige, men det er lykkedes at mobilisere hele 2.100 personer fra nær og fjern.
– Det siger jo alt. År efter år bliver jeg så imponeret over opbakningen og det gode humør, som man møder hos de frivillige. De er ALTAFGØRENDE for, at gæsterne får en god oplevelse, og markedet overhovedet kan lade sig gøre hvert år, siger Stefan Jacobsen og suppleres af Keld Nielsen:
– Hjallerup Marked er byens marked og har været det, siden det for mere end 50 år siden blev baseret på frivillige kræfter. Der er en helt særlige ånd i byen under Hjallerup Marked. Vi lever hvert vores liv til hverdag, men den første weekend i juni står vi sammen. Det er jo netop dét, Hjallerup Marked handler om for både frivillige og gæster – at være sammen. Det er derfor, at vores slogan er #NogetViGørSammen.
Hjallerup Marked 2019 finder sted fra torsdag d. 30. maj til søndag d. 2. juni.
FOR YDERLIGERE INFORMATIONER KONTAKT:
– Keld Nielsen, formand i Markedsudvalget og presseansvarlig, 98 28 20 20 / keld@hjallerup-marked.dk
– Stefan Jacobsen, næstformand i Markedsudvalget, 98 28 20 20 / stefan@hjallerup-marked.dk