De Frivilliges Hus hjælper sårbare unge videre fra ensomhed
De Frivilliges Hus hjælper sårbare unge videre fra ensomhed
Landets nedlukning i foråret medførte til social isolation og det efterlader spor af ensomhed bl.a. vedsårbare unge. De Frivilliges Hus vil give de unge mulighed for at få en plads i fællesskabet og tilbyder derfor unge mellem 16 og 28 år i Aalborg Kommune en håndholdt støtte til at få en tryg start i en fritidsaktivitet eller et frivilligjob.
En Plads i Fællesskabet
Med initiativet ’En Plads i Fællesskabet’ giver De Frivilliges Hus sårbare unge mulighed for at blive en del af fællesskaberne. Projektet, der er støtter af TrygFonden, giver mulighed for at et gratis og individuelt forløb for unge, der har brug for et ekstra skub og en til en-støtte til at sikre en god start i et socialt fællesskab.
”Sårbare uge er ekskluderet fra en del af de sociale og faglige fællesskaber, som mere ’mainstream-unge’ er en del af. Mange af disse unge har heller ikke et netværk og får ikke den støtte, som de har brug for, for at få adgang til og indgå i brede, inkluderende fællesskaber.” forklarer Katja, der er souschef i De Frivilliges Hus.
Sårbare unge har brug for særlige tilbud, men de har også brug for og lyst til at være med i de bredere fællesskaber. En kommunal medarbejder fremhæver, at det som mange unge i realiteten har brug for, er adgang til fællesskaber og en håndholdt indsats på vejen derhen.
Alle har noget at bidrage med
Man vokser af at kunne bidrage med noget, og det forbedrer ens trivsel at indgå i sociale relationer. Men mange af de sårbare unge har brug for, at omgivelserne støtter dem på deres vej derhen, og at fællesskabet er gearet til at tage imod og rumme dem.
Frivillighuset kender de ca. 300 frivillige sociale foreninger i Aalborg kommune, der er fyldt med rummelige fællesskaber. Frivillighuset kan derfor være med til at vejlede de unge ud i frivilligt arbejde eller hjælpetilbud, men hjælper også unge med at finde ud i andre fritidsaktiviteter gennem vores samarbejdspartnere i foreningslivet.
En tryg start i et socialt fællesskab
De Frivilliges Hus hjælper den unge med at få kontakt til en forening/organisation og en tryg start i den nye fritidsaktivitet eller frivilligt arbejde. Det individuelle forløb indledes med en personlig samtale, hvor den unge bliver guidet til at finde ud af, hvad den unge kunne tænke sig at lave i fritiden.
Kontakt projektmedarbejder, Cecilie Uldum, på cecilie@frivillighuset.dk eller +45 6195 1990 til en uforpligtende snak om, hvordan De Frivilliges Hus kan hjælpe dig eller en du kender med at få en plads i fællesskabet.