Oscar Hiljemark og Jacob Rinne er begge blevet efterudtaget til den svenske landsholdstrup, der på onsdag møder Danmark med Lucas Andersen i truppen.
AaB-profilerne Jacob Rinne og Oscar Hiljemark er blevet efterudtaget til Sveriges landshold. På samme måde som det danske A-landshold er ramt af Storbritanniens indrejseforbud mod Danmark, så er Danmarks modstander på onsdag, Sverige, nemlig også ramt.
Fem svenske landsholdsspillere er således ikke tilgængelige for det svenske landshold på onsdag, og i deres sted er der udtaget tre nye spillere, heriblandt Jacob Rinne og Oscar Hiljemark.
Dermed er de to med i truppen, når Sverige på onsdag kl. 19.30 spiller på Brøndby Stadion mod Danmark, der har Lucas Andersen med i truppen.
Oscar Hiljemark har 27 A-landskampe bag sig, mens Jacob Rinne har spillet tre svenske A-landskampe.