Hasserisløbet søndag d. 03/11 – Aalborgs skønneste familieløb i smukke omgivelser
Aalborg KFUM Fodbold afholder for tredje år i træk Hasserisløbet i samarbejde med Aalborg Atletik & Motion – Aalborgs skønneste familieløb søndag d. 03/11. Et løb for hele familien, hvor løb og hyggeligt samvær smelter sammen.
”Vi er utroligt stolte af at arrangere et løb, hvor hele familien er tænkt ind. Vi, hos Aalborg KFUM Fodbold, vil gerne vise, at vi er meget mere end fodbold,” udtaler Tom Nygaard, koordinator ved Hasserisløbet ’19.
Samarbejdet med Aalborg Atletik & Motion er nyt. Det gamle Salling Halvmarathon, der blev arrangeret af Aalborg Atletik & Motion, er udgået og smeltet sammen med Hasserisløbet. Det giver helt nye muligheder for Hasserisløbet om et styrket samarbejde med Aalborg Atletik & Motion, så vi kan præsentere et større og stærkere familieløb.
Der er distancer for enhver kondi og alder; børneløbet på 800 meter, 5 km, 10 km og ½ marathon. Ruten på 5+10km fører løberne gennem Hasseris Villaby, der bærer præg af at være en af Aalborgs smukkeste bydele med skønne grønne arealer. Alt efter distancen vil løberne skulle løbe den forholdsvis flade rute en eller to gange, mens løberne på ½ marathon løber en rute, som er den ”gamle” Salling ½ marathon, som går ud omkring området ved Nørholm. Dansk Atletik Forbund og DGI har certificeret Hasserisløbet ’19. Det vil sige, at vi som arrangører, kan sikre, at løberne får den bedst mulige løbeoplevelse, hvor kvaliteten og sikkerhed er i top.
Deltagerne i børneløbet og ½ marathon vil modtage en medalje. Mens der løbes, vil der være aktiviteter for hele familien; ansigtsmaling, stemningsfyldt musik fra DJ’en samt pølser fra grillen og varm suppe og kakao. Der vil også være gratis slush ice til alle børn. Der vil ligeledes blive solgt kage, som eleverne fra Gl. Hasserisskole har bagt. Overskuddet fra dette salg vil gå til 8. klassernes årlige lejrskole. På Hasserisløbets Facebook-side vil der løbende blive præsenteret nye spændende tiltag.
I årtier har Aalborg KFUM Fodbold samlet generationer i passionen omkring fodbolden. Foreningslivet blomstrer og lever i bedste velgående. Flere gange ugentligt samles spillerne og de frivillige til hyggeligt samvær og aftensmad. Der arrangeres ture til udlandet, som bidrager til uforglemmelige fodboldminder, og ja – meget andet. Alt overskud vil udelukkende gå til aktiviteter for ungdomsafdelingen i Aalborg KFUM Fodboldklub og Aalborg Atletik & Motion.
Løbet finder sted ved Gl. Hasseris Skole, Mester Eriksvej 57, 9000 Aalborg søndag d. 03/11, hvor både start og mål befinder sig. Børneløbet bliver skudt i gang klokken 10.00, og derfor anbefales det at komme i god tid.
Så kom og få en hyggelig dag sammen med familien og støt op om foreningslivet.
Direkte link til tilmelding: https://www.sportstiming.dk/event/6361/registration/identity?invitation= med tilmeldingsfrist fredag d. 01/11.
Der kan læses mere om eventet på http://hasserisloebet.dk/ og på vores facebookside: Hasserisløbet, https://www.facebook.com/hasserisloebet