Aalborg: Dit digitale bibliotek har åbent
Mens de fysiske bogreoler er lukket ned for en tid, så har Aalborg Bibliotekerne stadig masser af gode digitale tilbud og tips til dig. Her kommer en række tips til adspredelse i Corona-karantænen.
I disse særprægede tider, hvor al unødvendig kontakt med andre mennesker frarådes, er Aalborg Bibliotekerne også lukkede. Der er dog ikke nogen grund til at læseheste, bogorme og filmentusiaster fortvivler helt. Der er nemlig masser af digitalt læsestof og underholdning på bibliotekshylderne, som man kan gå ombord i hjemmefra, hvis man er oprettet som låner. Og hvis man ikke er oprettet som låner, så kan man også blive det hjemmefra, hvis man har et nem-id.
– Det er dejligt, at vi i en ekstraordinær situation, som den vi står i nu, kan ty til alle de digitale muligheder vi har for hånden. Jeg vil selv gå i gang med nogle lydbøger, jeg kan lytte til, mens jeg får streget nogle af de ting, jeg har på to-do listen ud. Jeg tænker for eksempel godt, jeg kan gå og høre stor litteratur under forårsrengøringen. “, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
Bogorme og læseheste:
Til dem, der mangler en god bog at læse, er der selvfølgelig eReolen. Her finder du i titusindvis af forskellige e-bøger og lydbøger, så der er rige muligheder for at få læselysten stillet – for både voksne og børn. Er du til bøger på andre sprog end dansk, kan du benytte eReolen Global.
Elsker du tidskrifter og blade:
Hvis du er mere til tidsskrifter og magasiner, kan du gå på opdagelse i tjenesten RB digital. Der er enkelte magasiner på dansk – fx Vi unge, In, Alt om Haven med flere, men ellers er der et overflødighedshorn af gode magasiner på især engelsk. For eksempel det fremragende Empire Magazine om film og indtil flere strikkemagasiner.
Nyhedshund:
Vi du gerne følge med i nyhederne rundt omkring i verden, er der PressReader, som samler flere tusinde primært internationale aviser. På dansk kan du læse Børsen i PressReader og så kan du f.eks. læse mere om den amerikanske valgkamp i The Washington Post eller følge Corona situationen i Storbritanien i The Guardian.
Filmentusiasten:
Trænger du til en film, kan du se dem på Filmstriben.dk. I flæng kan nævnes en række Oscar-vindende eller nominerede film som “The Square” med danske Claes Bang i hovedrollen, en sublim og opløftende romantisk komedie i “Silver Linings Playbook” og den moderne klassiker, hvor Audrey Toutou smelter hjerter i “Den fabelagtige Amelie fra Montmartre”. Der er virkeligt mange film at vælge imellem, som et alternativ til Itunes og Netflix.
Musikelsker:
Musik til hjemmearbejdet kan du også få på biblioteket. Den udmærkede og fremragende navngivne service Stingray Qello giver dig adgang til en bunke koncertvideoer, som måske kan kompensere lidt for alle de aflyste events, du går glip af lige nu. Du kan blandt andet komme til Queen koncert på Wembley i 1986, rocke med Dropkick Murphys (det er jo Sankt Patricks Day i dag den 17. marts) eller nyde en hyldest til Mozart fra Staatsoper Unter den Linden i Berlin. Du finder også en række musikdokumentarer på Stingray Qello.
Det er blot et udvalg af de digitale tilbud, der er til rådighed via dit digitale bibliotek. Du finder hele udvalget på aalborgbibliotekerne.dk/
Kilde: Aalborg Bibliotekerne