Aalborg Kommune ta’r el-cyklerne frem. Som en del af en ny kampagne kan medarbejderne fra de to forvaltninger på Stigsborg Brygge nemlig lease en el-cykel. Bæredygtig transport til og fra arbejde giver både god energi, frisk luft og grøn samvittighed.
Transport er en af de poster, som vejer rigtig tungt i CO2-regnskabet. Derfor gør Aalborg Kommune det nu lettere for 500 medarbejdere i By og Land og Klima og Miljø at vælge bæredygtig transport til og fra arbejde. Det sker via kampagnen “God energi på arbejde”.
“Selvom du har taget bilen på arbejde, kan du godt tage en cykel til et møde i løbet af dagen. Det handler om, at alle kan gøre en forskel – uanset hvor langt man har på arbejde,” fortæller projektleder Kia Hansen, som arbejder med mobilitet og infrastruktur i By og Land.
Rådmand Per Clausen (Ø) fra Klima og Miljø har en Christianiacykel uden el, men plejer at gå fra sit hjem i Vestbyen til kontoret i Nørresundby. Han er også begejstret for idéen og siger:
“At lease en cykel er en mulighed for at teste, om man kan ændre sine vaner til gavn for miljøet. Måske kan børnene blive afleveret i børnehaven med ladcykel i stedet for bil. For hver en kilometer tæller i CO2-regnskabet. Bare én dag om ugen på cykel er bedre end fem dage i bil. Og så er cyklerne jo også med til at gøre trængslen mindre på vejene.”
Gode erfaringer med el-cykler
Tidligere har borgere i Vodskov og Frejlev haft mulighed for at låne en el-cykel i en måned. Projektet var et samarbejde mellem Aalborg Kommune og samrådene i de to byer.
“Formålet var at lokke flere borgere ud af bilen og over til en mere miljøvenlig transportform. Og mange endte med selv at købe en el-cykel. Nu er det medarbejdernes tur, og de glæder sig,” siger Kia Hansen.
“Som aktiv cyklist glæder jeg mig rigtig meget over, at vi nu kan tilbyde vores medarbejdere et attraktivt transportmiddel, når de skal på arbejde. El-cykler giver nye muligheder for dem, der tidligere har været afhængige af bil nr. to, og samtidig mindsker de trængslen på vores veje. Som kommune skal vi vise vejen og motivere nye mobilitetsformer, hvilket vores el-cykel-ordning er et glimrende eksempel på,” siger rådmand Jan Nymark Thaysen (V) fra By og Land.
Ud over 500 medarbejdere på Stigsborg Brygge er 100 administrative medarbejdere hos Port of Aalborg også med i projektet.
“Håbet er, at vi både inspirerer andre forvaltninger og virksomheder til at finde cyklerne frem eller bruge andre bæredygtige transportformer som samkørsel,” slutter en glad Kia Hansen.
Flere SMaRT’e muligheder
Kampagnen “God energi på arbejde” er en del af det internationale projekt SMaRT (Sustainable Mobility Rural and Urban Transport). Formålet er at gøre transporten fra A til B mere bæredygtig i forhold til klima, sundhed og økonomi.
Ud over at lease en el-cykel kan medarbejderne på Stigsborg Brygge få egne cykler serviceret gratis af en cykelsmed, som kommer på arbejdspladsen én gang om måneden. Det er også muligt at koordinere samkørsel via den gratis app “Nabogo” og få adgang til parkeringspladser, som netop er reserveret til samkørsel.
Projektet løber frem til september 2022.