Står parasollen til en udskiftning her i weekenden?
Så husk at kigge efter UV-mærkningen på den.
Det er nemlig ikke altid nok blot at få skygge fra parasollen, hvis du vil skærmes mod solens farlige UV-stråler.
Se, hvad du skal kigge efter i en ny parasol her.
Giver parasollen falsk tryghed?
Man skal have øjnene med sig, hvis man i weekenden skal en tur i byggemarkedet for at investere i en ny haveparasol. Det kan nemlig være svært at sikre sig, at parasollen reelt beskytter mod solens skadelige stråler. Ifølge Charlotte Fischer, faglig leder på Teknologisk Institut, er det et stort problem, at producenterne af parasoller, solsejl og markiser ikke i tilstrækkelig grad sørger for, at UV-faktoren fremgår af mærkningen på produkterne. Forbrugerne ender ofte med at købe produkter som giver dem falsk tryghed.
Øget efterspørgsel på UV-test af tøj
På tekstillaboratoriet på Teknologisk Institut kan man ifølge Charlotte Fischer mærke en øget efterspørgsel på UV-test af beklædningsprodukter som solhatte og badetøj – specielt til børn. Det skyldes i høj grad, at forbrugerne er blevet mere bevidste om at klæde sig rigtigt på, når de opholder sig i solen. Desværre ser det ikke ud til at de er ligeså bevidste, når det gælder solafskærmningsprodukter som parasoller, solsejl og markiser.
Skygge er ikke altid nok
Mange forbrugere har stadig den opfattelse at skygge automatisk beskytter imod solens skadelige stråler. Det er dog ikke altid tilfældet, pointerer Charlotte Fischer. Tekstilets UV-faktor kan afhænge af mange forskellige ting såsom tætheden, vægt, elasticiteten og efterbehandlingen ligeså vel som fibersammensætningen kan have indflydelse på beskyttelsesfaktoren.
Gå efter UV-faktor 50+
Vil man som forbruger være sikker på, at den nyindkøbte parasol beskytter tilstrækkeligt imod solens skadelige stråler, så skal man kigge efter produkter med tydelig angivelse af UV-faktoren. UV-faktoren skal helst være minimum 50.
Udskift den gamle parasol
Derudover skal man være opmærksom på, at beskyttelsen kan aftage over tid, da vejrlig og brugsslitage kan have en negativ effekt på beskyttelsesevnen. Så måske er det ved at være tid til at få den ti år gamle haveparasol udskiftet.