Hashpåvirket bilist
Mandag aften kl. 2334 blev der standset en bil på Vildmosevej kort før Sdr. Engvej i Brønderslev. Da patruljen kontaktede føreren af bilen, åbnede han vinduet og patruljen kunne indsnuse en kraftig hashlugt fra kabinen. Ikke overraskende kunne det ved narkometer test konstateres, at føreren var påvirket af hash. De to passagerer i bilen skønnedes ligeledes påvirket af hash. Ved visitation af en af passagererne fandtes han i besiddelse af en joint. Det får han nu en bøde for og føreren af bilen afventer resultatet af blodprøven. Straffen for føreren bliver fastsat med baggrund i resultatet af blodprøven.
Spirituskørsel
Mandag aften kl. 1905 bemærkede en patrulje et køretøj, der kørte ad Dalsagerevej i nordlig retning ved Transportcentret i Hirtshals. Patruljen standsede køretøjet, og det viste sig at føreren havde indtaget spiritus. Han blev spiritustestet på stedet og alkometret gav så stort et udslag, at vedkommen blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve med henblik på fastsættelse af den præcise promille.
Indbrud i villa
I perioden mellem mandag aften ved midnat og tirsdag morgen kl. 0300 blev der lavet indbrud i en villa på Kystvej i Dokkedal. Gerningsmanden havde opbrudt en bagdør i stuehuset. Det kunne konstateres, at gerningsmanden havde været rundt i huset, inden vedkommende var kommet videre ud i et værksted på stedet. Anmelderen var på toilettet i nat og det har muligvis forstyrret gerningsmanden. Der er endnu ikke overblik over hvad der blev stjålet på stedet.