Aalborg Øst har gjort Foreningstouren til en fast tradition. Så forleden vendte foreningstour’en tilbage i Aalborg Øst, hvor mere end 260 elever fra 1., 2. og 3. klasse på Tornhøjskolen, Mellervangskolen og Herningvej Skole var i gang udenfor klasseværelset, på en dejlig dag med høj sol og blå himmel.
Det var første gang, at Foreningstour’en blev afviklet uden hjælp af coronamidler. De lokale samarbejdspartnere har taget initiativet til sammen at fortsætte med at få flere børn i bevægelse og over i foreningerne i Aalborg Øst. Organisationerne bag projektet er Kvarterværkstedet, Foreningssamarbejdet 9220, skolerne og fritidscentrene i Øst samt Øst i Centrum repræsenteret ved boligorganisationerne Alabu Bolig, Himmerland Boligforening og Lejerbo. I stedet for coronamidler er projektet denne gang støttet af løbspuljen fra Nordea Fonden, REMA 1000 i Aalborg Øst og SIFA. Foreningstour’en vender stærkt tilbage igen til efteråret for mellemtrinet på de tre skoler i Aalborg Øst.
Engagerede foreninger og instruktører underviste i fodbold, håndbold, floorball, street basket, friluftsliv og dans, og foreningslivet var bredt repræsenteret ved KB 81, HK STAR, Aalborg Flyers Floorball Club, Streetball Aalborg, FDF Aalborg 8 Nr. Tranders. Danseinstruktør Freja Bertel fra DGI Nordjylland holdt dampen oppe på de mange børn. Hun er i øvrigt er i gang med at starte en ny danseafdeling i Aalborg Øst.
Formålet med tour’en er at introducere børnene for et væld af forskellige aktiviteter i de lokale fritidsforeninger, så børnene nemt kan finde lige præcis den aktivitet, som de brænder for. Dagen bød på otte forskellige idrætsstationer, information om hvordan man melder sig til den lokale forening, for at gøre det så nemt og attraktivt som muligt at blive medlem. En goodiebag med forfriskninger blev det også til.