Flere ejerlejligheder bliver taget af markedet, selvom de ikke er solgt. Det viser nye tal fra Boligsiden.
’Til salg’-skiltet er sat op. Nu mangler kun køberen, så ejerlejligheden kan blive solgt.
Men i flere tilfælde ligger der ikke en underskrevet købsaftale, når ejerlejligheden bliver fjernet fra boligmarkedet.
Nye halvårstal fra Boligsiden viser, at der i løbet af årets første seks måneder er handlet 7.328 ejerlejligheder i Danmark, imens der er fjernet 9.409 ejerlejligheder fra boligmarkedet.
I første halvår af 2019 er det således 78 procent af de ejerlejligheder, der er fjernet fra boligmarkedet, som er solgt. Men i første halvdel af 2018 var det til sammenligning 83 procent af de fjernede ejerlejligheder, som reelt var solgt. Dermed er salgsprocenten det seneste år dalet med fem procentpoint, og placerer sig på det laveste niveau i de sidste fem år.
Udviklingen hænger sammen med det generelle fald i antallet af handler af ejerlejligheder.
”Høje priser kombineret med det faktum, at det er blevet sværere at optage store realkreditlån, medvirker til, at handelsaktiviteten daler. Der er altså færre købere, og dermed må man som sælger nedjustere sine forventninger til en salgspris. Det er ikke alle sælgere, der kan det, og derfor tager de deres lejligheder af markedet uden at få solgt,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Fald i og omkring storbyerne
Det er særligt i og omkring landets store byer, at flere lejlighedsejere vælger at fjerne ’Til-salg’-skiltet, selvom boligen endnu ikke er solgt.
I København er der tale om et fald i salgsprocenten på seks procentpoint fra første halvår 2018 til samme periode i 2019. Og i Ålborg er der registreret et fald på 17 procentpoint i samme periode.
”De lånestramninger, der blev indført i begyndelsen af 2018 netop som et værn mod yderligere prisstigninger på især det københavnske marked, har været effektive. Vi ser, at salgstiderne stiger, antallet af handler falder, og priskurven er fladet ud. Derfor er det også naturligt, at nogle sælgere fra de store byer trækker sig fra boligmarkedet,” siger Birgit Daetz.
Det naturlige leje
Markedet for ejerlejligheder har ændret sig ganske drastisk igennem det seneste års tid. Efter en årrække med konstante prisstigninger er markedet nu ved at finde sit naturlige leje.
”Der er ikke tegn på hverken prisboom eller markante fald på markedet for ejerlejligheder. Tværtimod tror vi på ganske små prisudsving i resten af 2019,” lyder vurderingen fra Birgit Daetz.
Trods den dalende salgsprocent er det derfor også værd at bemærke, at den generelle aktivitet på ejerlejlighedsmarkedet fortsat er rigtig høj.
”Rentefaldet tilbage i 2015 bidrog til, at boligpriserne steg ganske meget og ganske hurtigt. Det skabte bekymring for endnu en boligboble, hvorfor regeringen valgte at sætte ind med førnævnte lånestramninger i 2018. Men der handles fortsat rigtig mange ejerlejligheder,” siger Birgit Daetz.
Sammenligner man antallet af solgte ejerlejligheder i de første seks måneder i 2019 med antallet af handler i første halvdel af 2014, er der trods skærpede lånevilkår for køberne fortsat solgt 25 procent flere ejerlejligheder i første halvdel af 2019.
Salgsprocent for ejerlejligheder 1. halvår 2015-2019
ÅR | FJERNET | SOLGT | SALGSPROCENT |
---|---|---|---|
2015 | 10.137 | 8.751 | 86,3% |
2016 | 9.809 | 8.095 | 82,5% |
2017 | 9.927 | 8.448 | 85,1% |
2018 | 9.365 | 7.748 | 82,7% |
2019 | 9.409 | 7.328 | 77,9% |
Kilde: Boligsiden.dk/ Af: Anne Dahl Kristensen