Med 5.000 kr. fra Mejeriernes Skolemælkslegat kan Filipskolen i Aalborg købe et bordfodboldbord, som eleverne ”brændende” har efterspurgt.
Eleverne på Filipskolen i Aalborg kan se frem til at få opfyldt et hedt ønske. Skolen har nemlig fået 5.000 kr. til køb af et udendørs bordfodboldbord, som børn i 5.-9. klasse og SFO’en har efterlyst, skriver lærer Thomas Back Pedersen i sin ansøgning til Skolemælk:
”Bordfoldboldbordet vil blive brugt dagligt og skabe fællesskab, aktiv leg og fremme bevægelse. Også hos børn, som ikke altid bevæger sig meget og vælger at springe over fodbold- eller bordtenniskampen. Mange af disse elever har brændende efterspurgt et udendørs bordfodboldbord.”
Filipskolen er blandt de i alt 27 modtagere af penge fra Mejeriernes Skolemælkslegat. Det uddeles to gange årligt – om foråret og efteråret – fra en samlet pulje på 200.000 kr. og gives til aktiviteter eller ting, der skaber trivsel, sundhed, fællesskab og aktivitet for elever landet over.
Mange ønsker
Som skole eller klasse kan man anmode om op til 5.000 kr. i støtte til projekter, og et kig på denne rundes ansøgninger viser stor variation og opfindsomhed. Der uddeles midler til frugttræer og bærbuske til en nyttehave, affaldsopsamlere, bordtennisborde, læringsmaterialer til ordblinde, højbede, udekøkkener,
jonglørudstyr og meget andet.
Hos Mejeriernes Skolemælksordning glæder afdelingschef Jan Hermansen sig over skolernes lyst til at lave projekter, der kan gøre en forskel for rigtig mange elever:
”Det er en fornøjelse at kunne bidrage til at styrke børnenes fællesskab og give dem oplevelser og viden, som de måske ellers ikke kunne få. Vi modtog mange andre gode ansøgninger og kan kun opfordre til, at man søger på ny, når vi igen uddeler legatmidler til efteråret.”
Fakta om Skolemælkslegatet
- Skolemælkslegatet uddeles to gange årligt – om foråret og efteråret – fra en pulje på minimum 200.000 kr.
- Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser og elevråd, hvis skolen er blandt de cirka 1.300 skoler, der er med i Mejeriernes Skolemælksordning.
- Hver dag leverer skolemælksordningen frisk, kold mælk til cirka 90.000 børn.
- Læs mere om Skolemælkslegatet her (indsæt link: www.edutainmenthuset.dk/skolemaelkslegatet/)
Kilde: Mejeriernes Skolemælkslegat