Iværksætterne bag FIDUS kreaværksted og café, Trine og Tanja, blottede sig fuldstændig i slutningen af november, da de annoncerede deres Desperato julekalender for deres følgere på Facebook. De var hudløst ærlige om, at det er hårdt at være iværksætter og selvstændig, og at økonomien i FIDUS ikke har det så godt. Deres ærlighed fik dog deres følgere til at gøre en ekstra insats, og FIDUS er håbefulde for fremtiden.
De fleste kan nok forestille sig, at det kan være hårdt at være selvstændig og iværksætter. Der skal nogle penge i kassen for, at man kan få en virksomhed til at køre rundt, og det er ikke altid lige nemt. Iværksætterne bag FIDUS kreaværksted og café på Nørregade har i den grad givet os et indblik bag kulisserne og kampen om at kunne beholde deres virksomhed.
I slutningen af november blottede Tanja og Trine sig på virksomhedens Facebook side i håb om, at det kunne hjælpe dem med at beholde virksomheden. De annoncerede, at de i december ville lave en Desperato julekalender, som forhåbentlig kunne hjælpe dem med at tjene nogle penge til virksomheden, så de kunne blive ved med at have kreaværkstedet og cafeen.
Desperato julekalenderen var en hård omgang for Tanja og Trine, som måtte overskride deres egne grænser ved at lave flere små videoer og flere Facebook live videoer – noget som de begge synes er meget grænseoverskridende. Men de opgiver ikke så nemt deres drøm – og det skulle vise sig at være godt.
FIDUS fortæller nemlig, at der var stor opbakning til deres Desperato julekalender, hvor nye som gamle kunder støttede op om forretningen. Det kunne virkelig mærkes, at der var en passion for at beholde værkstedet, selvom de ikke nåede deres mål for indtjening mere end fire dage.
FIDUS kæmper videre og håber på den fortsatte opbakning for nye og gamle kunder – de er i hvert fald ikke i tvivl om, at der er en stor kærlighed til virksomheden. Januar og februar er hårde og stille måneder for mange virksomheder, men FIDUS håber på det modsatte og knokler videre.
Så har man et kreativt hjerte eller har man bare brug for en kop kaffe i en altid hyggelig atmosfære, så tager FIDUS imod alle kunder med kyshånd.