Da fortsat udvikling af Aalborgs infrastruktur er blandt Erhverv Norddanmarks mærkesager, har organisationen med særlig interesse gennemgået Aalborg Kommunes oplæg til strategi for mobilitet. Et oplæg, der er ude i høring i øjeblikket.
Ifølge Erhverv Norddanmark-formand Steen Royberg er der fem områder, hvor der ud fra en erhvervsbetragtning bør være særligt fokus: Trængsel, Intelligente trafiksystemer, Parkeringshuse, Mobility as a service samt Autonom transport.
– Når det gælder trængsel, er der fra erhvervslivets synspunkt behov for betydelig bedre fremkommelighed – uanset om det gælder den enkelte medarbejders vej til og fra arbejde eller transport af gods til og fra virksomhederne. Der er ingen tvivl om, at +Bus vil være en betydelig gevinst, når det gælder fremkommelighed, men denne løsning kan ikke afhjælpe alle udfordringer i relation til trængsel. Derfor er der behov for at se på andre mulige virkemidler. Det gælder eksempelvis en målrettet indsats for at få indført fleksible mødetider, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. Et andet indsatsområde, som vi har set have effekt andre steder i verden, er påvirkning af bilisterne, så vi får øget antallet af personer i den enkelte bil, siger Steen Royberg.
Rasmus Haugaard, der er næstformand i Erhverv Norddanmark, supplerer med hensyn til området Intelligente trafiksystemer:
– Der er de senere år – blandt andet på Aalborg Universitet – forsket betydeligt i udvikling og forbedring af intelligente trafiksystemer. Der findes derfor en række smarte løsninger, der kan medvirke til at afhjælpe blandt andet trængselsproblemer. Vi mener, at ITS skal indarbejdes i ethvert infrastrukturprojekt, så vi med teknologiens hjælp sikrer den størst mulige fremkommelighed. Som eksempler kan nævnes vejbaneskift, intelligente tavler til simpel trafikregulering gennem fartjustering og øjeblikkelig påvirkning af trafikanterne ved hjælp af RDS-budskaber.
Når det gælder parkeringshuse, er det Erhverv Norddanmarks opfattelse, at der i det centrale Aalborg er en ganske fornuftig mængde muligheder, blandt andet i P-huse.
– Imidlertid er der behov for at få placeret flere på strategisk udvalgte placeringer på kommunalt ejede arealer. Centralt gælder det eksempelvis yderligere pladser ved Gåsepigen og Sygehus Nord, der sandsynligvis er den sidste mulighed for i kommunalt regi at etablere et nyt, centralt P-hus til glæde for midtbyen. Vi finder det derfor af afgørende betydning, at Aalborg Kommune og Region Nordjyllands udbud og salg af de samlede arealer ved Sygehus Nord og Gåsepigen sker med pligt til at opføre et P-hus med en betydelig kapacitet til servicering af parkeringsbehovet også udenfor projektområdet. Desuden bør P-huset ved Aalborg Kongres & Kultur Center udbygges, ligesom det giver god mening med ekstra kapacitet ved Gigantium. Der bør også tænkes i etablering af store P-pladser på offentlige arealer ved trafikknudepunkter, hvor der er nem tilslutning til højfrekvent offentlig transport til den centrale del af Aalborg, siger Rasmus Haugaard.
I relation til området Mobility as a service henviser Erhverv Norddanmark til, at der i Aalborg er adskillige eksempler på, at delebilsordninger kan medvirke til at styrke mobiliteten i bydele, hvor befolkningen ikke i samme omfang som andre steder har egen bil. Det gælder eksempelvis for flere områder i det østlige Aalborg, hvor Himmerland Boligforening tilbyder sine beboere adgang til eldelebiler. Erhvervsorganisationen mener, at det er helt oplagt at udbrede dette initiativ yderligere, eksempelvis i forbindelse med de mange ungdomsboliger, der er blevet etableret i Aalborg de seneste år.
– Endelig er der Autonom transport. Med førerløs bus på Astrupstien og førerløs færge på Limfjorden har Aalborg i 2018 taget de første skridt inden for et område, hvor der er mulighed for at markere sig betydeligt både nationalt og internationalt. Den position skal fastholdes og styrkes – dels fordi det er et felt, der har betydelig landspolitisk bevågenhed, dels fordi autonom transport vil kunne være medvirkende til at løse væsentlige infrastrukturudfordringer, pointerer Steen Royberg.