Svindlere på spil… udgiver sig som bedemænd.
Oplys aldrig kontonummer, adgangskode eller nøglekorts oplysninger ved telefoniske henvendelser.
Overfør heller ikke penge til et kontonummer som du ikke kender, eller som ikke står på en modtaget faktura fra en forretning du kender.
I de seneste uger har der været fokus på svindlere som udgiver sig som falske bedemænd og som lokker ulykkelige og uvidende pårørende til at overføre penge til dem.
Kristian Petersen fra Folmer Olsen Begravelsesforretning på Vesterbro i Aalborg udtaler at De Danske Domstole, Skifteretten og flere bedemænd rundt om i landet desværre har oplevet at pårørende efter et dødsfald kontaktes af svindlere, der udgiver sig for at være fra f.eks. Skifteretten eller begravelsesforretningen. Svindlerne kigger bl.a. på dødsannoncer og kan derved præsentere sig i telefonen som om, at de har kendskab til familiens forhold.
Mønstret er næsten det samme i alle sagerne. De pårørende ringes op få dage efter et dødsfald af svindlere, der udgiver sig for at være bedemand eller ansat i skifteretten. I telefonen bliver de af en empatisk og veltalende person bedt om at oplyse personlige oplysninger om eksempelvis Nem-ID og adgangskoder.
Andre narres til at indbetale penge til et kontonummer i den tro, at de kan afslutte regningen fra bedemanden og dermed få opgjort boet i Skifteretten hurtigere. Det er alt sammen svindel.
Vi har i Aalborg heldigvis ikke oplevet nogle tilfælde af svindel af pårørende siger bedemand Kristian Petersen, men på landsplan er der sammenlagt anmeldt 25 tilfælde af svindel hvor pårørende lokkes til at overføre penge til svindlernes konto. En enke i Østjylland, er således blevet kontaktet af en falsk bedemand som fortalte, at regningen for begravelsen, hun havde modtaget, var for høj, fordi de havde glemt at fratrække en rabat. Samtidig gav han hende et nyt kontonummer, som hun skulle overføre det nye beløb til – godt 31.000 kr. Penge der gik direkte til svindlerens konto. Forfærdeligt at man som efterladt i sorg bliver udnyttet af svindlere på den måde.
Vi som begravelsesforretning er derfor meget opmærksomme på problemet og gør derfor meget ud at præcisere over for de pårørende, at Skifteretten henvender sig altid skriftligt via e-Boks ca. 1-2 uger efter et dødsfald og kun til den anførte kontaktperson. Vores faktura er påført vores kontonummer og betalingsoplysninger og vi vil som begravelsesforretning, aldrig ringe og telefonisk bede om en bankoverførsel til et nyt kontonummer.
Er du det mindste i tvivl så kontakt den forretning du har handlet med for rådgivning eller lav altid et kontrolopkald til det telefonnummer, du tidligere har brugt til kontakt, f.eks. hvis nogen ringer og siger, at en betaling ikke er gået igennem, og de har brug for et andet kontonummer eller en ny overførsel.
Er du blevet udsat for svindel, så tag hurtigt fat i banken for at forsøge at stoppe overførslen.
Anmeld altid – også forsøg på – svindel til politiet slutter bedemand Kristian Petersen fra Folmer Olsen Begravelsesforretning.
www.begravelsesforretning.dk