Antallet af tvangsauktioner i Danmark fortsætter med at falde. Helt nye tal fra Boligsiden viser, at der i tredje kvartal af 2019 er 389 danske boliger, der er endt under hammeren. Det er et fald på 14 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år og 25 procent færre end i samme periode i 2017.
Hammerslaget der markerer, at en bolig er solgt for højeste bud på tvangsauktion, er langtfra et ønskescenarie. Derfor er det positivt, at der fortsat bliver færre og færre af den slags situationer.
Nye tal fra Boligsiden viser nemlig, at 389 danske boliger er endt på tvangsauktion i løbet af tredje kvartal af 2019. Der er dermed sket endnu et fald på knap 14 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Og sammenligner vi med tredje kvartal i 2017 er faldet på 25 procent.
”Tendensen med et fortsat dalende antal tvangsauktioner vidner om et boligmarked i god form. Antallet af bolighandler stiger mange steder i landet, og det samme gælder for boligpriserne. Mange boligejere kan derfor sælge deres bolig på almindelige markedsvilkår, og derfor vil der også helt naturligt være færre boliger, der ender på en tvangsauktion,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:
”Det er samtidig et tegn på, at boligejerne har sunde økonomier. Ledigheden er lav i Danmark, og mange boligejere har rekordlave renter på deres boliglån. Det betyder, at de ganske enkelt har mere luft i økonomien og bedre kan betale af på deres lån.”
Flere sager er blevet aflyst
En af årsagerne til faldet i gennemførte tvangsauktioner er også, at der omvendt har været en stigning i antallet af aflyste tvangsauktioner. Konkret er der 36 procent af de ellers planlagte sager, som alligevel ikke er endt på tvang, når man sammenligner tredje kvartal af 2019 med samme periode i 2018.
”Tvangsauktion er et greb, som især realkreditinstitutter og kommuner bruger i et forsøg på at indkræve de penge, som de ellers ikke har held til at få ind på andre måder. Så stigningen i antallet af aflyste sager kan skyldes, at de pågældende boligejere, som har fået deres bolig på tvang, når at få styr på økonomien, inden sagen afgøres med et hammerslag,” forklarer Birgit Daetz.
De nye tal for tvangsauktioner dækker over alle boligtyper.
Tvangsauktion bliver aktuelt, når en boligejer har problemer med at betale af på de lån, der er optaget med sikkerhed i boligen. Hvis ikke ejeren kan få solgt boligen på almindelige markedsvilkår, kan tvangsauktionen være sidste udvej.
Udviklingen i tvangsauktioner:
(Tabellen viser antal gennemførte tvangsauktioner i tredje kvartal 2017, 2018 samt 2019 samt tallene for aflyste tvangsauktioner i samme periode. Tallene gælder for alle boligtyper, og der er udelukkende tale om 1. auktioner. Der skeles dermed ikke til, om der også er afholdt 2.auktion. Kilde: Boligsiden)
kilde: Boligsiden.dk